Julegaver og Frihedsøl i bryghuskonflikt
Ansatte fra Nørrebro Bryghus var ikke interesserede i tilbuddet om en nærmere snak med 3F, da de demonstrerede foran 3F's forbundshus mandag eftermiddag.
Bryghusets talsmand Mikkel Bendtsen havde en lang, intens dialog med næstformand Finn Sørensen fra 3F Industri & Service i København ved mandagens demonstration foran 3F's Forbundshus. (Foto: Harry Nielsen.) De ansatte fra Nørrebro Bryghus kom med hjemmebryggede Frihedsøl.
Og de to 3F-afdelinger, der i øjeblikket kører konflikt mod bryghuset, var i julehumør og -kostumer, da de bryghusansatte mandag eftermiddag demonstrerede foran 3F's hovedkvarter i København.
Men hverken 3F's tilbud om varm kaffe og sandwich indendørs - eller de første tre måneders medlemskab gratis - vandt gehør hos de frysende Nørrebro-ansatte og en række sympatisører fra blandt andet Kristelig Fagbevægelse.
Enkelte tog dog pænt imod 3F's pænt indpakkede julegave – den overenskomst som slaget egentlig handler om.
De to afdelinger har indledt konflikten, fordi de mener, at den kristelige RAF-2000-overenskomst undergraver løn- og arbejdsforhold inden for hotel- og restaurationsområdet.
Det er mere end fire år siden, det daværende RestaurationsBranchens Forbund (nu 3F) første gang kontaktede bryghuset for at få tegnet en overenskomst. Men undervejs meldte restauratøren sig ind i RAF-2000, fordi han mente, den kristelige overenskomst passede bedst til forholdene på bryghuset.
Lang dialog
Medarbejderne fra bryghuset havde på forhånd annonceret, at dagens demonstration mod 3F handlede om valgfrihed og tolerance, og deres talsmand Mikkel Bendtsen havde en lang, intens dialog med næstformand Finn Sørensen fra 3F Industri & Service i København.
Foruden denne afdeling er det 3F Hotel og Restauration i København, som har iværksat Nørrebro-konflikten.
3F-tjenere og kokke i deres uniformer delte materiale ud og fortalte om deres egne arbejdsforhold inden for Horesta-overenskomsten.
Efter mindre end en halv time forlod 3F'erne demonstrationen og vendte tilbage til forbundshuset på den anden side af gaden.
Bryghuset har hevet 3F i Arbejdsretten på grund af de sympatikonflikter, som andre forbund har indledt. Sagen er på dagsordenen mandag i den kommende uge, og derefter ventes en afgørelse inden for et par ugers tid.