Bryghuskonflikt er fuldt lovlig
Arbejdsretten frikender LO-forbunds sympatikonflikter mod Nørrebro Bryghus. 3F-afdelinger opfordrer bryghuset til at genoptage forhandlinger om en overenskomst.
Konflikten mod restaurant Nørrebro Bryghus skal fortsætte, mener afdelingerne, efter at Arbejdsretten har kendt konflikten lovlig. (Arkivfoto: Per Daugaard) Den månedlange konflikt mod Nørrebro Bryghus er fuldt lovlig. Det blev onsdag fastslået i Arbejdsretten, som dermed frifandt 3F og en række LO-forbund, som har en konflikt og flere sympatikonflikter kørende i et forsøg på at få bryghuset til at tegne en overenskomst.
Da Nørrebro Bryghus ikke havde anfægtet selve hovedkonflikten, skulle Arbejdsretten reelt kun tage stilling til, om sympatikonflikterne var ude af proportion. Og det er de ikke.
Retsformand Børge Dahl oplyste, at retten har lagt vægt på, at 3F's hovedformål med at kræve en overenskomst med bryghuset har været at fastholde og forsvare veletablerede overenskomstmæssige positioner, herunder den mindsteløn for faglært og ufaglært serveringspersonale, der er opnået via 3F's landsdækkende overenskomst med Horesta.
"Arbejdsretten finder, at 3F's interesse heri er så stærk og legitim, at den retfærdiggør, at der[...]er iværksat effektive sympatikonflikter, der nødvendigvis må være økonomisk mærkbare for vedkommende modpart," står der blandt andet i dommens præmisser.
Arbejdsretten har tidligere fastslået, at de løbesedler, der blev uddelt foran restauranten med opfordring til boykot, var ulovlige. Det har de to afdelinger bag konflikten, 3F Hotel & Restauration og 3F Industri og Service, rettet sig efter, og det lovbrud gav ikke anledning til en bod.
Vil fortsætte konflikten
Afdelingerne er mere end tilfredse med afgørelsen. Og de fastslår, at konflikten fortsætter.
- Det er ikke tid til at hovere, for vi har ikke nået vores mål - at få en overenskomst. Så vi vil nu kontakte Nørrebro Bryghus for at høre, om det ikke er tid til at sætte sig til forhandlingsbordet, siger Jan Mathisen, der er formand for Hotel & Restauration.
Bryghuset har i forvejen overenskomst med Kristelig Fagforening, men ifølge de to afdelinger er den væsentlige ringere.
Til gengæld indvilgede Nørrebro Bryghus i sidste måned i at indgå en overenskomst for det bryggeri, virksomheden har etableret i Hedehusene. Dermed stoppede også de sympatikonflikter, der var rettet mod bryggeriet.