Anerkender nu krav om praktikpladser
Bertel Haarder afviste blankt, men den nye undervisningsminister anerkender nu, at kommuner kan kræve praktikpladser af leverandører. Ros fra 3F, der forventer handling.
- Vi har ikke været i tvivl. Det er godt, at Tina Nedergaard nu også erkender, at kommunerne som en naturlig ting må stille krav om, at deres leverandører skal tage lærlinge, hvis de vil samarbejde med kommunerne. Det skal hun have ros for. Det er aldrig for sent, at ændre mening, siger Per Christensen. Der er rosende ord fra 3F til den nye undervisningsminister Tina Nedergaard, fordi hun nu anerkender, at landets kommuner gerne må stille sociale klausuler og kræve praktikpladser.
Det blev ellers fuldstændig afvist af forhenværende undervisningsminister Bertel Haarder som både ulovligt og diskriminerende. Men ministeren har netop blåstemplet det over for Folketingets Uddannelsesudvalg og vil nu udsende en vejledning om mulighederne.
Det er aldrig for sent
Forbundssekretær i 3F Per Christensen understreger, at 3F og resten af fagbevægelsen har lagt hårdt pres på, så sagen kom på dagsorden og blev rejst politisk.
- Vi har ikke været i tvivl. Det er godt, at Tina Nedergaard nu også erkender, at kommunerne som en naturlig ting må stille krav om, at deres leverandører skal tage lærlinge, hvis de vil samarbejde med kommunerne. Det skal hun have ros for. Det er aldrig for sent at ændre mening, siger Per Christensen.
Kommer unge til gode
Han håber, det nu kommer alle de unge, der mangler praktikplads, til gode.
- Det er på høje tid. De nyeste tal viser, at knap 8.000 unge forgæves søger praktikplads. Så vi forventer nu, at ministeren orienterer alle kommunerne om de nye muligheder, så der hurtigt bliver oprettet flere praktikpladser, siger han.