Kø til praktikpladser vokset med 85 procent

Det går i den gale retning trods flere politiske forlig om flere praktikpladser. Der er mange flere unge i kø efter praktikplads. Nye tal viser stigning på 85 procent på et år.

Flere og flere mangler praktikplads. Derfor var elever fra tekniske skoler i december på besøg hos undervisningsminister Bertel Haarder (V) for at slå i bordet. (Foto: Harry Nielsen)Flere og flere mangler praktikplads. Derfor var elever fra tekniske skoler i december på besøg hos undervisningsminister Bertel Haarder (V) for at slå i bordet. (Foto: Harry Nielsen)

Nye tal fra Undervisningsministeriet viser, at køen af unge, der søger praktikplads uden held, er vokset med 85 procent på et år. Nu er der 6.445 unge uden praktikplads.

Af dem er de 3.239 i skolepraktik, og det er en stor stigning på 112 procent.

- Det er godt, at skolepraktikordningen er blevet udvidet, som led i politiske forlig. Det redder en del unge, siger 3F's forbundssekretær Per Christensen.

Kurven er ikke knækket

Men så er det slut med de positive ord. Per Christensen pointerer, at det afgørende er at få oprettet flere almindelige aftaler om praktikpladser. Men her viser ministeriets tal 22 procent færre praktikpladser i årets 10 første måneder.

- Det er ikke lykkedes, og der er ikke tegn på, at udviklingen er ved at vende. Trods flere politiske forlig, der skulle styrke praktikpladserne, siger han.

Alarmerende tal

3F finder det også er alarmerende, at antallet af praktikpladssøgende, som ikke er blevet reddet af skolepraktik, er steget.

Ministeriets tal viser, at ud af de 6.445, der søger praktikplads, står de 3.206 unge udenfor skolepraktikken. Det er en stigning på 900 unge i forhold til sidste måned. Og de risikerer at droppe ud.