Praktikpladsmangel eksploderer
Antallet af unge, der forgæves søger praktikplads er steget knap 50 procent. De ekstra skolepraktikpladser, der blev oprettet før sommer, rækker som en skrædder i helvede, mener 3F.
Antallet af unge, der forgæves søger praktikplads er steget knap 50 procent. (Foto: Harry Nielsen.) De nyeste tal fra Undervisningsministeriet viser, at flere og flere unge ender i køen af forgæves praktikpladssøgende. 6.424 unge søger nu praktikplads mod 4.302 på samme tidspunkt sidste år. En eksplosiv stigning på 49 procent.
- Desværre helt som forventet, pointerer 3F's forbundssekretær Per Christensen.
- Heldigvis er nogle af de unge kommet i skolepraktik. Men der er alligevel 4.167 unge, som ikke kan gøre deres uddannelse færdig, siger Per Christensen.
De unge tages ved næsen
Han understreger, at de1.488 skolepraktikpladser, som blev oprettet ekstraordinært i slutningen af juni efter et forlig i Folketinget, for at afbøde praktikpladsmanglen, rækker som en skrædder i helvede.
- De unge har fulgt regeringens råd og er startet på en erhvervsuddannelse. De har gennemført grundforløbet. Men når de har brug for regeringens uddannelsesgaranti for at komme videre på hovedforløbet og gøre færdig, virker garantien ikke. De må afbryde uddannelsen. Det er da at tage de unge groft ved næsen, siger Per Christensen.
Åbn så den pengekasse
Han kalder regeringens mål om, at 95 procent af alle unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse inden 2015, for mere og mere urealistisk.
- Indsatsen er bare ikke god nok. Det rammer en masse unge mennesker, der både vil og kan, siger han.
Han peger på, at årsagen til regeringens magre indsats skal findes i en tæt lukket statskasse.
- Løsningen på kort sigt er mere skolepraktik på flere uddannelser, men det koster statskassen penge. Situationen bliver imidlertid mere og mere kritisk, så nu må Bertel Haarder sørge for, at statskassen bliver åbnet. Pengene er godt givet ud - uddannelse er en af samfundets bedste investeringer, siger Per Christensen.