Vi kan jo ikke andet
For mange nydanske kvinder er rengøring indgangen til det danske arbejdsmarked. Selvom drømmen ofte ligger et andet sted.
Klokken er 6.45. Selfinaz Kibar på 32 år kigger ned i spanden med et tomt blik, mens hun fylder den med vand. De gennemsigtige gummihandsker giver et smæld, da hun tager dem på. Nu er hun klar til at gå sin vante gang som serviceassistent på Amager Hospitals psykiatriske afdeling.
For 14 år siden sagde hun endeligt farvel til Tyrkiet. I dag er hun separeret og har en dreng på 12 år og en pige på snart fire.
Jobbet som serviceassistent er indgangsporten til det danske arbejdsmarked. Før det har hun aldrig haft et arbejde, men har i stedet brugt tiden på kurser og på at lære dansk.
Arbejdsformidlingen sørgede for, at hun kom i jobtræning på hospitalet, og siden april har hun været fastansat.
En lang gang med hvide vægge skal fejes og derefter vaskes.
Selfinaz Kibar synes, det nogle gange kan gå hen og blive kedeligt, fordi der ikke er nogen at tale med. Derfor glæder hun sig til at tale med patienterne, når hun skal gøre rent på stuerne. Det hjælper også på hendes danskkundskaber.
Arbejdet er hun tilfreds med, men mener ikke, at det ikke ligefrem er et drømmejob.
- Det er hårdt. Vi står op hele dagen, og derfor får jeg ondt i fødderne og benene. Jeg er simpelthen dødtræt, når jeg kommer hjem, siger hun.
Jobbet veksler mellem kantinearbejde og rengøring. Det er Selfinaz glad for, både fordi det giver variation, og fordi hun godt kan lide at lave mad.Drømmer om frisørsalon
Klokken er 7.45, og Selfinaz Kibar skynder sig at tage telefonen i køkkenet. Sønnen skal vækkes, så han kan komme i skole.
Hun hiver en klud frem og går ind på et kontor for at støve af. Med jævne mellemrum dukker de ansatte op og finder vej ind til kontorerne. De hilser ikke, og Selfinaz fortsætter med at gøre rent.
Kunne hun frit vælge, ville drømmejobbet helt klart være at åbne egen frisørsalon. Frisørfaget har hun nemlig tidligere erfaring med fra Tyrkiet.
Men det kræver en uddannelse, og Selfinaz mener ikke, at hun er særlig god til dansk, selvom hun taler, så det kan forstås.
Sagsbehandleren kender også til hendes ønsker. Men ifølge Selfinaz har sagsbehandleren rådet hende til at arbejde, for ellers rækker pengene ikke, hvis hun begynder på en uddannelse.
- Jeg har ikke andre muligheder og må nøjes med at gøre rent. Hvad kan jeg ellers lave? Ingenting, konstaterer hun.
Hverdagen er meget rutinepræget, og derfor synes Selfinaz, at det er hårdt at være i Danmark.
- Dagen går med at arbejde, lave mad og passe børn. Og sådan fortsætter det næste dag, siger hun.
Weekenderne bruger hun på at ordne indkøb og gøre rent i hjemmet. En gang imellem ser hun nogle tyrkiske veninder. Kollegaerne fra arbejdet ser hun ikke privat, men taler med dem på arbejdspladsen, når der er pauser.Et job for fattige
Selfinaz' kollega, 40-årige Tasneem Zahida, kom for 21 år siden til Danmark fra Pakistan. De sidste 11 år har hun gjort rent på vaskerier, kontorer og nu på Amager Hospitals psykiatriske afdeling, hvor hun har været i en måneds tid.
Hun fortæller, at hendes krop er mærket af det hårde fysiske rengøringsarbejde.
- Jeg har ondt i ryggen, og min krop er konstant træt. Det påvirker en, når man har arbejdet med rengøring i så mange år, som jeg har, siger hun.
Ifølge Tasneem er det ikke særlig velset at have et rengøringsjob i den pakistanske kultur. Det er nemlig forbundet med lav status, og ofte er det et job, som fattige tager sig af. Derfor er Tasneem ikke ovenud lykkelig for sit job.
- Det er ikke rart at tænke på, men jeg skal jo lave et eller andet. Og det hjælper, at folk i Danmark ikke rynker på næsen, fordi man har et rengøringsjob. Det er fuldt ud accepteret, siger hun og fortsætter:
- Vores pakistanske venner gør også rent, selvom det ikke er velset, og vi har jo heller ikke andre muligheder.
Tasneem fortæller, at hun godt kunne tænke sig at blive pædagogmedhjælper og arbejde med børn. Forhindringen er bare, at hun ikke har nok skolegang, og at det er svært at få et job. Hun har prøvet at ansøge om et kursus som pædagogmedhjælper, men har fået afslag fra kommunen.
I stedet blev hun sidste år sendt på et kursus, hvor hun skulle lære at gøre rent, selvom hun ikke har bestilt andet det meste af sit liv.
- Nu skulle jeg pludselig have et bevis på, at jeg kunne gøre rent, siger hun og ryster på hovedet.
På sine tre drenges vegne, som er 15, 13 og seks år, har hun store ambitioner. Håbet er, at de alle går på gymnasiet og får sig en uddannelse. Et rengøringsjob ser hun dem slet ikke i.
- De er jo født i Danmark og kommer til at have nogle kvalifikationer, som vi ikke har haft, siger hun.
Et stort smil breder sig, mens hun fortæller, at den ældste søn gerne vil være politimand.Fakta:
ISS har omkring 25 ansatte på Amager Hospitals psykiatriske afdeling. Halvdelen af dem har anden etnisk baggrund end dansk og kommer fra lande som Pakistan, Tanzania, Gambia, Tyrkiet, Thailand og Sri Lanka.Om undersøgelsen
Catinét Research har interviewet 100 danskere og 100 nydanskere fra hver af de seks grupper i 3F om deres holdning til integration, og hvordan de oplever deres arbejdspladser. De i alt 1.200 medvirkende er tilfældigt udvalgt inden for de enkelte grupper og henholdsvis dansk eller anden etnisk baggrund.
Læs mere om undersøgelsen i 3F's nyhedsbrev, som man kan tegne gratis abonnement på - se 3f.dkHvordan trives 3F'ere, der stammer fra lande som Tyrkiet, Pakistan og Jugoslavien på det danske arbejdsmarked? Det har Catinét Research undersøgt for Fagbladet 3F - og svaret viser sig at være meget forskelligt fra branche til branche.
Rengøringsassistenterne Selfinaz og Tasneem arbejder sammen med mange andre nydanskere, mens mureren Engin Turan kun arbejder sammen med etniske danskere.