Indvandrere er mere villige til at tage job

Mange nydansker ville ifølge ny undersøgelse gerne arbejde for færre penge end kontanthjælpen, hvis de kunne få et job. 3F kritiserer integrationspakkens piskemetoder.

- Faktisk er indvandrere mere villige end danskere til at tage et job, som giver dem færre penge end kontanthjælp, siger forskningchef ved Rockwoolfonden, Torben Tranæs til Kristeligt Dagblad i dag.

Om en endnu ikke offentliggjort undersøgelse, der viser, at 38 procent af indvandrerne godt vil arbejde, selv om det koster dem penge. Modsat danskerne, hvor kun 10-12 procent ville arbejde, hvis det ikke kunne betale sig.

Oplysninger, der får 3F til at forstærke sin tidligere kritik af den nye integrationspakke, som Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og regeringen blev enige om i fredags . Hvor en af hovedelementerne er, at man tager kontanthjælpen fra ægtefæller, for hvem det ikke er lykkedes at have mindst 300 timers ordinært arbejde inden for to år.

- Socialdemokraterne har i sin iver for at fremstå som et resultat skabende parti leflet for borgerligt snævertsyn på bekostning af nogle af samfundets mest udsatte grupper. Et farligt hasardspil, hvor man straffer uden at skabe et eneste nyt job, til mennesker der i den grad er motiverede for at arbejde, siger næstformand i 3F, Jane Korczak.

Udanske stokkemetoder

Ligesom kritikken fra fagfolk og forskere frygter Jane Korczak, at den nye integrationspakke vil føre til en stigning i sort arbejde blandt indvandrere, for noget skal man jo leve af, når hjælpen ryger.

- Partierne vil ikke forpligte kommunerne til at finde et arbejde før kontanthjælpen fjernes. Lektiehjælp til de svage bliver frivilligt. Det er stokkemetoder sat overfor god vilje. Sløve kommuner bliver godt nok bliver straffet økonomisk. Men det er kommunekassen og ikke det enkelte menneske, der mister penge til at leve for. Vi risikerer meget let at havne med en ny underklasse, siger hun og peger på, at partierne helt åbenbart har været drevet af meget få ambitioner.

Og hun finder det meget udansk, at bilde sig ind at man kan straffe og tvinge lysten frem hos for eksempel unge til at tage en uddannelse.

- Men med denne pakke skal kommunerne åbenbart være overformyndere og tvinge svage unge til at blive smed, hvis det er det samfundet har brug for. Uanset at den unge måske brænder for at blive bager, siger Jane Korczak, der ellers ligesom andre er varm tilhænger af mere opkvalificering og uddannelse til indvandrere.

- Samfundet skal give unge skal tilbud om uddannelse og praktik, der er så gode, at de kun kan sige ja af lyst. Det er det god arbejdskraft er bygget af. Denne her form for tvang er en glidebane, hvor jeg frygter for at andre svage grupper kan blive udset som nye mål i morgen.