Susans fem onde år
Ensomheden og uvisheden er ved at knække 38-årige Susan Bossen, som i fem år har ventet på, at Skjern Kommune skal skaffe hende et fleksjob.
- Jeg føler mig fuldstændig ubrugelig. Det er et nederlag, hver gang det slår fejl. siger Susan Bossen, der til gengæld får energi af at male. (Foto: Anders Bach.) "Jeg vil ikke høre det, du siger". Susan Bossen, enlig mor til to, er kaldt ind til værkføreren. Han er ked af det. Det er december 2002, der er kun 12 dage til juleaften. Men det er ikke gaver, han er sat til at dele ud. 533 ansatte skal fyres på vindmøllefabrikken Vestas, og Susan Bossen er en af dem.
Da hun kommer ud, står kollegaen Allan parat. Han griber hende, netop som benene er ved at knække sammen under hende. Det fleksjob, hun har kæmpet så hårdt for, er forbi.
To år blev det til. Hun sunder sig, inden hun går ind og giver kollegerne et kram. Mennesker, som har været den familie og de venner, hun ellers ikke havde. Dem, hun kunne le, græde og betro sig til, også når de sås privat.
Jeg kom alt for langt ud
Da Susan kommer hjem, er hun alene. Elisabeth på seks og Henrik på ni er i skole. Hun synes, der kører usædvanligt mange lastbiler fra Vestas ude på vejen, og trækker alle gardinerne for. Arbejdstøjet ryger i en sort sæk, og så sætter hun sig ned i sofaen og græder.
Det har Susan gjort mange gange siden den forbandede dag i 2000, hvor hun er med til at flytte en 700 kilo tung trykkemaskine. En af de andre mister grebet. Så vælter hun også. Det giver et smæld i ryggen, der både kan høres og mærkes. Hun er 31 år, og så er det slut.
Lægerne kan ikke finde ud af, hvad hun fejler. Men smerterne er der om dagen og vækker hende om natten. Tit er hun så udmattet, at hun ikke orker at stå op og tage piller. Så ligger hun der og venter i håb om at falde i søvn igen.
Efter et år er Susan tilbage på Vestas. Hun knokler sig op på fuld tid. Men ryggen kan ikke klare det. Vestas vil have hende i fleksjob, men Skjern Kommune trækker tiden. Der kommer ingen papirer.
Til sidst går hun ned, for der er børnene derhjemme, som hun er helt alene med. Det er det værste: at være mor og ikke have overskuddet til det. De kommer i aflastning hos en familie, og når de er afleveret fredag, vælter hun bare hjem og sover til om søndagen, når de skal hentes. Det er ikke et liv.
Og en dag beslutter Susan, at det skal have en ende. Hun svarer på en sms fra en veninde, hvis mand også arbejder på Vestas. Og skriver, at hun ikke har lyst til at snakke i dag. Og så gør hun sig klar til at pakke bilen med børn og støvsugerslange. Men veninden ringer rundt, og så er der pludselig et mylder. Hendes tillidsrepræsentant fra Vestas, sagsbehandleren og en familierådgiver.
Og så slår Vestas i bordet. De vil ikke være med mere, hvis ikke hun får det fleksjob.
- Jeg aner stadig ikke, hvordan hun opdagede det. Jeg orkede bare ikke mere. Den evige kamp, hvor ingen hørte mig. Skrækkeligt, at jeg kunne komme så langt ud.
Fjerner døde fluer
Nu sidder hun altså der igen. I sofaen og venter.
Januar, februar, marts.
Når ungerne er sendt i skole, går dagen med kaffe, smøger, lidt vasketøj og rengøring, de døde fluer fra vindueskarmen skal fjernes, hun træner på stepmaskinen og sætter sig måske lidt ved computeren og surfer rundt på nettet.
April, maj, juni.
Når børnene kommer hjem, hygger de, og hun hjælper med lektier, indtil der skal laves aftensmad.
Juli, august, september.
Det meste af 2003 går, før hun bliver sendt ud til et fleksjob på en kommunal genbrugsplads. Men ugen før har hun stadig ikke fået besked om mødetid.
- Så jeg ringede og fik beskeden, at de slet ikke kunne bruge sådan nogle som os. Vi var for ustabile.
Susan bliver både gal og ked af det. Og så bliver dage atter til måneder. Hun rykker forgæves kommunen. Undervejs skriver hun også uopfordrede ansøgninger. 150 stykker er det vel blevet til. I starten er det spændende at få post. Men de fleste svarer ikke, og dem, der gør, slukker håbet.
Først i december 2005 sker der noget. Hun tilbydes som gratis arbejdskraft for en guldbager, der har travlt op til jul. En såkaldt arbejdsprøvning, men der er ikke tid til pauser. Selv madpakken må hun spise løbende. Og da der en dag er så travlt, at hun ikke når at gøre toiletter rent inden fyraften, lyder det, at her går man ikke, før man er færdig. Og så er hun færdig.
I denne sommer har hun været i arbejdsprøvning hos Skjern Industriservice, der er ejet af kommunen. Men da arbejdsprøvningen udløber, og der skal skrives kontrakt, har de ikke råd. Alligevel spørger de, om hun ikke kan blive lidt længere, indtil de finder penge til et fleksjob.
Ventetiden æder mig op
- Jeg føler mig fuldstændig ubrugelig. Det er et nederlag, hver gang det slår fejl. Jeg ved ikke længere, hvad jeg kan. Fem år er gået i uvished, og det æder mig op.
Hendes gamle Fiat Punto til 30.000 lånte kroner er nødvendig for at kunne passe et arbejde. Nu tør hun ikke tænke på, hvis der ryger en køler. Tandlæge har hun ikke været til i flere år. For den erstatning, der venter på hende i Arbejdsskadestyrelsen, kan hun ikke få udbetalt, før hun har et fleksjob, så de kan regne størrelsen på beløbet ud.
Før var Susan en "glad festabe", der gerne tog helt til Norge for at besøge venner. Nu er det svært bare at komme ud af døren. Bare at tanke bilen er en overvindelse.
- Jeg kører, til lampen lyser, for ikke at møde andre mennesker. Og skal jeg handle, skal det gå så stærkt, at jeg kun får det halve, hvis ikke børnene er med. Jeg har så mange undskyldninger for ikke at komme ud af døren. Jeg er blevet sky og ensom, meget ensom.
Maler så det sprøjter
Det er ikke sikkert, Susan vil kunne lide denne historie. Hun vil ikke fremstå som offer. I syv år har hun holdt facaden og været stærk, så børnene ikke skulle mærke noget. For der er også en anden Susan.
Den Susan, som kan se det helt groteske i sin egen situation og pludselig får et glimt i øjet, før hun skyder en kvik bemærkning hen over køkkenbordet. Og den Susan, der om aftenen går ned i kælderen og maler, så det sprøjter. Billeder så fulde af kraft, energi og klare farver, at det burde være løgn.
Men det er det ikke. Heller ikke, at der er mere end 11.000 mennesker, der som Susan står i kø til et fleksjob. Og de venter længe. Ifølge regeringens redegørelse om det rummelige arbejdsmarked fra maj har hver femte ventet på et arbejde i mere end to år.
Socialrådgiver i 3F Ringkøbing-Holmsland, Lise Iversen, er vred.
- Det er ikke normalt, at en 38-årig pige, som gerne vil arbejde, kommer til at gå så lang tid. Samtidig venter Arbejdsskadestyrelsen. De skal vide, hvor meget hun konkret kan arbejde, før den endelige erstatning kan udregnes og udbetales. Det er en helt grotesk situation. Der er kun et at sige: Kommunen har slet ikke haft styr på tingene.
Undskyld Susan
Beskæftigelseschef i den sammenlagte Ringkøbing-Skjern Kommune Lars Gormsen forsøger ikke at bortforklare det skete.
- Der er gået for lang tid. Vi kunne have gjort det væsentligt bedre. Og selvom vi desværre ikke kan gøre det om, vil jeg gerne sige undskyld, siger han. Og han understreger samtidig, at det ikke skyldes kassetænkning.
- Det er en rigtig dårlig forretning for os at have folk gående på ledighedsydelse. Og vi har nu taget konsekvensen. Vi har nu henvist Susan til en privat jobformidler. De kan se på hende med friske øjne og skal kun fokusere på at få hende i arbejde.
Ifølge Lars Gormsen er det nemlig ligegyldigt, hvem der gør det. Det vigtigste er, at det lykkes.
- Ellers håber jeg, at hun vil kontakte mig. Men jeg tror på det. Efter år med høj ledighed står virksomhederne nu og mangler folk. Og Susan har ingen arbejdsgiver haft noget at udsætte på. Hun har passet sine ting.