Arbejdsskader afgøres hurtigere
Arbejdsskadestyrelsen er blevet hurtigere. Næsten ni ud af ti nyanmeldte sager afgøres inden for et år. Men 3F's største afdeling kan ikke genkende den udvikling.
3F Aalborg kan ikke genkende Arbejdsskadestyrelsens tal om hurtigere sagsgang.
- Vi har stadig sager, der er tre-fire år gamle, og som bare venter på at blive afgjort, siger faglig sekretær Bjarne Hammer . Der er sket meget, siden den stormfulde sommer i 2006, hvor Fagbladet og en række politikere skød med skarpt overfor de lange sagsbehandlingstider i Arbejdsskadestyrelsen. Dengang fik hver fjerde arbejdsskadede ikke en afgørelse inden for det år, som det var blevet lovet i arbejdsskadereformen.
Nu fremlægger Arbejdsskadestyrelsen imidlertid tal på, at næsten ni ud af ti nyanmeldte sager (89 procent) i dag afgøres inden for et år.
Samtidig er Arbejdsskadestyrelsen allerede nu tæt på at nå sit mål for 2007, nemlig at der ved årets udgang ikke er flere end 200 sager, der er mere end to år gamle.
- Vi kan kun være tilfredse. Medarbejderne har arbejdet målrettet og fokuseret. Deres indsats gør, at vi ikke alene når vores mål for 2007, men også at mængden af sager er faldet til et niveau, så vi igen til næste år vil se et fald i sagsbehandlingstiden, siger direktør i Arbejdsskadestyrelsen Anne Lind Madsen.
Flere afgørelser
Ifølge statistikken har Arbejdsskadesstyrelsen allerede i år afgjort cirka 8.000 flere sager end sidste år på samme tidspunkt. Med 32.393 afgjorte sager er styrelsen kun cirka 4.000 afgørelser fra at have nået samme antal som hele sidste år.
Undren i største 3F afdeling
I 3F Aalborg, som er forbundets største afdeling, kan faglig sekretær Bjarne Hammer ikke genkende den udvikling. I Fagbladet sidste år kaldte afdelingen Arbejdsskadestyrelsen for det rene slagtehus, og Bjarne Hammer oplever ikke, at det er blevet stort bedre.
- Vi har stadig sager, der er tre-fire år gamle og som bare venter på at blive afgjort. Og når vi rykker, får vi at vide, at de har en sagspukkel, og at vi kan vende tilbage efter 8.maj næste år, siger han.
Et eksempel på det er en sag om en kvinde, hvis sag har kørt siden midt i 1990'erne, og som er fuldt afklaret. Kvinden er i fleksjob, men erstatningen er endnu ikke gjort endeligt op.
- Men det er da rigtigt så langt, at det også vælter ind med afgørelser. De fleste er bare efter vores og medlemmers opfattelse forkerte, og så skal vi til at anke.