Grundfos giver tillidsfolk en undskyldning

Ledelsen på Grundfos beklager, at den gav tillidsfolkene ansvaret for fyring af syg medarbejder. Ny fleksjobaftale på plads.

Tina Rasmussen måtte forlade Grundfos efter 18 år, fordi hun ikke kunne arbejde mere end 20 timer om ugen.  (Foto: Niels Åge Skovbo.)Tina Rasmussen måtte forlade Grundfos efter 18 år, fordi hun ikke kunne arbejde mere end 20 timer om ugen. (Foto: Niels Åge Skovbo.)

Freden er genoprettet på en af Danmarks største industrivirksomheder, Grundfos i Bjerringbro.

På et møde i samarbejdsudvalget har ledelsen beklaget, at den gav tillidsfolkene ansvaret for fyringen af en scleroseramt medarbejder tidligere i år.

"Ledelsen pointerer, at tillidsrepræsentanterne ikke er ansvarlige for medarbejderens afskedigelse, og ledelsen betragter samarbejdet med tillidsrepræsentanterne som meget værdifuldt og ønsker at fortsætte traditionen for et godt samarbejde", hedder det i en erklæring fra samarbejdsudvalget.

Den undskyldning har tillidsfolkene godtaget.
- Vi accepterer beklagelsen og betragter hermed sagen som lukket, siger Gert Steen Nielsen, der er fællestillidsrepræsentant på Grundfos.

Scleroseramt fyret

Umiddelbart før sommerferien blev Tina Rasmussen afskediget efter 18 år i virksomheden. Hun har fået sclerose, og det kunne ikke lade sig gøre at nå til enighed om et fleksjob.

Tina Rasmussen ville højst arbejde 20 timer om ugen for ikke at provokere sygdommen, men på det tidspunkt skulle medarbejdere i fleksjob have mindst 25 timer.

Ledelse og tillidsfolk var ved at forhandle en ny aftale, der ville sænke loftet til netop 20 timer. Men den var ikke underskrevet, og i en artikel i Viborg Stifts Folkeblad blev tillidsfolkene beskyldt for at have forhalet aftalen.

- Tillidsmændene har forhindret, at medarbejderen kan komme til at arbejde på det timetal, hun selv ønsker, sagde kommunikationsdirektør Sune Salling-Mortensen til avisen 31. august.

Den ville tillidsfolkene ikke have siddende på sig, og de truede med om nødvendigt at indbringe sagen for Arbejdsretten.

- Det er rigtigt, at vi helst så en fleksjobaftale helt uden timebegrænsning, men vi har accepteret de 20 timer. Der er helt andre årsager til, at aftalen ikke er skrevet under endnu, sagde Gert Steen Nielsen dengang til 3f.dk.

Han oplyser, at aftalen nu er underskrevet, så mindstekravet til ansatte i fleksjob er sænket til 20 timer. Og arbejder man på et af Grundfos' fleksværksteder, er kravet nu 25 timer, hvor det tidligere var 37 timer om ugen.

I alle tilfælde suppleres det offentlige tilskud, så lønnen svarer til en arbejdsuge på 37 timer.