Førtidspension er uacceptabel løsning

Livsvarig passiv ydelse er ikke acceptabel til unge og folk med helbredelige psykiske problemer.

Det mener både Dansk Arbejdsgiverforening (DA), fagforbundet FOA og Socialdemokratiet.
Regeringens rapport om førtidspensionen viser, at reformen af førtidspension ikke virker efter hensigten.
Rapporten konkluderer, at der i 2006 er 34.000 personer flere i fleksjob, ledighedsydelse og førtidspension end forudsat ved reformen, og at det årligt koster samfundet 6,1 mia. kroner mere end beregnet.
Rapporten peger blandt andet på, at for mange unge får tilkendt en førtidspension, at kommunerne ikke sikrer at ansøgeres arbejdsevne i tilstrækkelig grad er afprøvet, og at et stigende antal før tilkendt førtidspension på baggrund af psykiske diagnoser.
Forligspartierne tog for ét år siden en række initiativer for at stoppe kommunernes tilkendelse af fleksjob uden forudgående aktiv indsats.
Den model foreslår chefkonsulent i DA Erik Simonsen, at forligspartierne overfører til førtidspensionen. Han påpeger samtidig, at lægelige vurderinger fastslår at mange psykiske lidelser kan behandles, og livsvarig passiv forsørgelse derfor er uacceptabelt.
FOA - Fag og Arbejde er ikke overrasket over, at reformen ikke har virket efter sin hensigt. De foreslår revalidering i stedet for førtidspension- Beskæftigelsesministeren bør derfor rette fokus på kommunernes revalideringsindsats - eller manglen på samme. Hvis sygemeldte medarbejdere får et godt tilbud om revalidering - fx et kvalificerende uddannelsestilbud - så vil langt flere få arbejde på det ordinære arbejdsmarked i stedet for fleksjob og førtidspension, siger Mona Striib, næstformand i FOA.Antallet af revalideringssager i kommunerne er faldet drastisk. I følge Danmarks Statistik er der sket et fald fra 33.119 sager i 1999 til 25.017 i 2005.
Ifølge FOA er indholdet af revalideringen blevet forringet, og loven udformet sådan, at kommunerne kun tilbyder meget korte revalideringsforløb.
Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Thomas Adelskov, er også tilhænger af revalidering som mulig løsning på problemet.
- Vi mener, at der i langt højere grad end i dag skal bruges revalidering, fleksjob og skånejob. Det er den slags offensive redskaber, der skal forhindre, at folk ender i førtidspension, hvor al erfaring viser, at de ikke senere vender tilbage til arbejdsmarkedet, siger Thomas Adelskov.
Socialordfører Mette Frederiksen ( S) påpeger, at en forbedring af arbejdsmiljøet blandt de offentlige ansatte også kan bidrage til at nedbringe antallet af førtidspensionister.
- Vi ved, at ansatte i eksempelvis ældreplejen har dobbelt så stor risiko for førtidspensionering i forhold til andre grupper på arbejdsmarkedet. Derfor må arbejdsmiljøet for de offentligt ansatte styrkes, siger Mette Frederiksen.