Stigende sygefravær er en skrøne

Det er en tilbagevendende nyhed, at sygefraværet på de danske arbejdspladser er stigende. Nyheden er faktisk ikke sand, mener Claus D. Hansen. For sygefraværet har stort set været det samme de seneste 30 år.

Det eneste, der har været stigende siden 1990'erne, er udgifterne til sygefravær. Men ifølge sociolog fra Arbejdsmedicinsk Klinik Claus D. Hansen skyldes det ikke nødvendigvis en stigning i folks sygelighed, men derimod ændringer af reglerne for sygedagpenge og førtidspension.

- Efter år 2000 begyndte staten at refundere udgifter i forbindelse med sygemeldte medarbejdere til offentlige arbejdsgivere. Derfor steg udgifterne. En stramning af reglerne for førtidspension betød også, at folk i stedet for at få førtidspension blev hængende på sygedagpenge.

Claus D. Hansen peger også på, at arbejdsløsheden er faldet markant siden 1993. Flere er derfor kommet på arbejdsmarkedet, heriblandt grupper af folk med dårligere helbred og med flere sygedage.