Ingen dynedage til os
Kolleger bliver svigtet, bunkerne hober sig op, og kunderne får ikke deres varer til tiden. Medarbejderne på Mammut er helst fri for at melde sig syge.
Tre års juleferier har hun tilbragt i sengen. Da hun havde nyrebækkenbetændelse, tog hun nødtvungent en enkelt sygedag, og ved de seneste tre-fire lungeinfektioner er hun bare smuttet til lægen i arbejdstiden for at få penicillin og i sidste omgang en stram formaning fra lægen om at passe på immunforsvaret.
Inge-Lise Petersen (52) er tillidsrepræsentant på tekstilvirksomheden Mammut i Næstved, og hun erkender blankt, at hun ikke er et specielt godt eksempel, hvad angår - nødvendige - sygedage.
- Jeg er til gengæld så heldig, at jeg ikke kan stå på benene, hvis jeg får feber, siger kollegaen Doris A. Larsen (58).
Men nu får hun sjældent feber, så det er gennem årene blevet til meget få dage, hvor hendes og Inge-Lises pladser har stået tomme på grund af sygdom. Da Doris A. Larsen for 20 år siden blev ansat på Mammut, havde Inge-Lise Petersen allerede 12 års forspring.
- Vi holder ikke regnskab med sygefraværet, men det er nok nede på tre procent eller noget i den retning. Lige i øjeblikket har vi dog to langtidssygemeldinger.
Det trænede øje
I dag er der knap et par håndfulde 3F'ere på Mammut, der laver uniformer til blandt andet politiet og postvæsenet. Engang var der mindst et halvt hundrede 3F'ere. Så kunne man med lidt bedre samvittighed bevilge sig en dag under dynen, når hovedpinen drønede derudad.
- Jeg er den eneste tilbage i skæreriet, så de andre er afhængige af mig. Efter så mange år, opnår man også at få et trænet øje. Jeg kan for eksempel straks se, hvis der er syet med en forkert farve sytråd. Det kan man naturligvis ikke forlange, at nye folk skal kunne, men så sker der jo altså lettere fejl, siger Doris A. Larsen.
- Når jeg er væk, ved jeg, at bunkerne bare hober sig op og stadig ligger der, når jeg kommer tilbage, og jeg vil jo helst ikke arbejde om lørdagen, siger Inge-Lise Petersen samtidig med, at hun på mobilen beroliger en urolig politimand med, at hans nye uniformbukser ikke er blevet væk.
Hun, der engang var syerske, arbejder nu på det store lager, hvor tøjet fra Ukraine, Polen og Østen kommer ind. Og den videre ekspedition ud til kunderne skal helst ikke forsinkes af personalets sygdom, understreger hun.
Det går rigtig godt på Mammut for tiden, og travlheden ser ikke ud til at stilne af foreløbig. Inden det store miljøtopmøde i 2009 skal politiet have nyt fint tøj - bukser, nederdele og habitjakker. 45.000 enheder, som skal produceres, tjekkes og afleveres til hver enkelt i en flot dragtpose.
Inge-Lise Petersen vurderer, at det nok vil kræve flere hænder. Men folk, der kan noget syteknik, hænger ikke på træerne mere, og det tager altid kostbar tid at køre nye ind, hvad enten de skal i produktionen eller på lageret.
Direktørens guldklumper
- Vi bliver værdsat for det, vi laver. Direktøren er glad for os og kalder os sine guldklumper, og der vanker både bonus og gratiale, siger Inge-Lise Petersen, der i øvrigt har haft selv samme direktør som elev engang.
Både hun og Doris A. Larsen er sikre på, at den gode tone - også kollegerne imellem - er den bedste kur mod for meget sygefravær.
- Vi er aldrig kede af at skulle på arbejde, siger de og forklarer, at der engang løst blev snakket om at indføre en mødebonus. Men den idé blev skrinlagt næsten lige så hurtigt, som den var tænkt.
- For det første er det synd for dem, der har et svagt helbred, og for det andet skal folk her ikke straffes med sådan noget. Langt de fleste af os kommer jo kravlende i situationer, hvor mange andre nok ville vælge sengen, lyder det fra Doris A. Larsen.
Inge-Lise Petersen nikker let snøftende. Hvad var det nu egentlig, lægen sagde sidste gang, den var gal med lungerne ...