Forslag vil fjerne grænse for sygedagpenge
S, SF, Ø og de Radikale vil ændre reglerne, så langtidssyge kan få sygedagpenge indtil de er raske eller kan forsørge sig selv.
Omkring 5.000 mister hvert år retten til sygedagpenge, fordi de er syge i mere end 52 uger. (Tegning: Bob Katzenelson) Omkring 5.000 mennesker mister årligt retten til sygedagpenge efter 52 uger. Mange kommer til at stå helt uden forsørgelse, fordi de samtidig ikke kan få kontanthjælp. Alene sidste år ramte det 1.239 personer.
Derfor vil Socialdemokraterne, de Radikale, SF og Enhedslisten nu helt fjerne grænsen for, hvor lang tid, man kan få sygedagpenge.
Partierne har derfor fremsat forslag i Folketinget om at ophæve varighedsbegrænsninger på sygedagpenge, så folk kan få sygedagpenge indtil de kan forsørge sig selv ved enten at blive erklæret rask eller blive visiteret til fleksjob, revalidering eller førtidspension.
- Alt for mange borgere ryger ned i et hul i det sociale sikringssystem, hvor de ikke er raske nok til at arbejde, og hvor de samtidig mister retten til sygedagpenge. Nogle må gå fra hus og hjem. Det er fuldstændig uacceptabelt, siger socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører Thomas Adelskov.
3F bakker op om forslaget
Hos 3F er man positiv over, at partier i Folketinget nu vil ændre i sygedagpengereglerne.
- Det er ikke et velfærdssamfund værdigt, at 5.000 folk hvert år mister deres sygedagpenge. Folk, der er sygemeldte, skal beholde deres forsørgelsesgrundlag. Så det er godt, at der nu bliver stillet forslag om at fjerne begrænsningerne, mener næstformand i 3F, Jane Korczak.
Hun håber, at forslaget også kan føre til, at kommunerne i langt højere grad vil følge op på indsatsen over for langtidssyge.