Akademikere er mere pylrede end arbejdere

Faglærte og ufaglærte skal føle sig mere syge end for eksempel skolelærere for at blive hjemme under dynen.

Faglærte og ufaglærte skal føle sig mere syge end for eksempel skolelærere for at blive hjemme under dynen. (Tegning: Bob Katzenelson)Faglærte og ufaglærte skal føle sig mere syge end for eksempel skolelærere for at blive hjemme under dynen. (Tegning: Bob Katzenelson)

Der er en klar forskel i forskellige folks opfattelse af, hvornår det er i orden at melde sig syg.

14.000 arbejdstagere gav deres holdning til sygefravær til kende som en del af en undersøgelse foretaget af Arbejdsmedicinsk Klinik, Regionshospital Herning.

Resultatet var, at der skal mere til at holde en faglært eller ufaglært hjemme i sengen end en akademiker.

- Folk i brancher med fysisk hårdt arbejde, selvstændige og folk, der arbejder inden for landbrug, er dem, der er mest restriktive i deres holdning til sygefravær. Der skal mere til, før de melder sig syge, fortæller sociolog Claus D. Hansen, som står bag undersøgelsen.

Tænker på kollegerne

Om vi vælger at sygemelde os eller hanke op i os selv og drage af sted på arbejde med panodiler og næsedråber i tasken, afhænger af hvilke konsekvenser, det får, hvis vi bliver bort fra arbejde.

- Hvis du indgår i et team på din arbejdsplads, eller hvis du er den eneste, der betjener en bestemt maskine på fabrikken, så vejer hensynet til kollegerne tungt. For gruppen af ufaglærte, er det også et spørgsmål om økonomi. Man risikerer for eksempel at miste sine tillæg, hvis man sygemelder sig fra natarbejde, fortæller Claus D. Hansen.

Danske arbejdspladser lider af sygenærvær

Syv ud af 10 danskere er i løbet af 12 måneder taget af sted på arbejde, selvom de har så mange sygdomssymptomer, at de føler, at de med god samvittighed kunne blive hjemme i sengen. Det viser undersøgelsen fra 2005 fra Arbejdsmedicinsk Klinik.

Hvis man skal se på sygefravær, er man ifølge Claus D. Hansen også nødt til at se på det, han kalder sygenærvær. Det er, når medarbejdere tager på arbejde med sygdomssymptomer.

- Niveauet for sygefraværet afhænger af, om folk alligevel slæber sig selv på arbejde til trods for, at de har symptomer, der betyder, at de egentlig burde blive hjemme. Det dækker begrebet sygenærvær over. Men det er en ofte overset størrelse, når man taler om sygefravær, mener han.