Akademikere mere pylrede end arbejdere

Ufaglærte og faglærte skal føle sig mere syge for at blive hjemme under dynen.

Der er en klar forskel i forskellige folks opfattelse af, hvornår det er i orden at melde sig syg.

14.000 arbejdstagere gav deres holdning til sygefravær til kende som en del af en undersøgelse foretaget af Arbejdsmedicinsk Klinik.

Resultatet var, at der skal mere til at holde en faglært eller ufaglært hjemme i sengen end en akademiker.

- Folk i brancher med fysisk hårdt arbejde, selvstændige og folk, som arbejder inden for landbrug, er dem, der er mest restriktive i deres holdning til sygefravær. Der skal mere til, før de melder sig syge, fortæller Claus D. Hansen, som er sociolog fra Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning.

Tænker på kollegerne

Om vi vælger at sygemelde os eller hanke op i os selv og drage af sted på arbejde med panodiler og næsedråber i tasken, afhænger af hvilke konsekvenser, det får, hvis vi bliver bort fra arbejde. Kollegers afhængighed af os på arbejdspladsen, har altså stor indflydelse på, om vi vælger at møde sløje ind på jobbet.

- Hvis du indgår i et team på din arbejdsplads, eller hvis du er den eneste, der betjener en bestemt maskine på fabrikken, så vejer hensynet til kollegerne tungt. For gruppen af ufaglærte er det også et spørgsmål om økonomi. Man risikerer for eksempel at miste sine tillæg, hvis man sygemelder sig fra natarbejde, fortæller Claus D. Hansen.

Syv ud af ti danskere er i løbet af 12 måneder taget af sted på arbejde, selvom de har så mange og omfattende sygdomssymptomer, at de føler, at de med god samvittighed kunne blive hjemme i sengen.

Det ses af undersøgelsen fra 2005 fra Arbejdsmedicinsk Klinik på Regionshospital Herning.

Claus D. Hansen står bag undersøgelsen, der viser, at 70 procent af os tager skidte på job i løbet af et år.

Hvis man skal se på sygefravær, er man ifølge Claus D. Hansen også nødt til at se på det, han kalder sygenærvær. Det er, når medarbejdere tager på arbejde med sygdomssymptomer.

- Niveauet for sygefraværet afhænger af, om folk alligevel slæber sig selv på arbejde til trods for, at de har symptomer, der betyder, at de egentlig burde blive hjemme. Det dækker begrebet sygenærvær over. Men omfanget af sygenærværet er ofte overset, når man taler om sygefravær, mener han.