Trepartsdrøftelser om reform i gang
Onsdag formiddag er de første trepartsdrøftelser om den kommende kvalitetsreform gået i gang. I første ombæring skal der opnåes enighed om, hvad parterne skal snakke om.
Reformen er regeringens store plan for, hvordan borgerne skal have højere kvalitet i velfærden. Samtidig skal kvalitetsreformen sikre, at det offentlige får ansøgninger nok til de mange tusinde job, der bliver ledige de kommende år. (Arkivfoto) Onsdag formiddag mødtes regeringen med de offentligt ansattes organisationer - LO, FTF og AC - samt arbejdsgiverne KL og Danske Regioner til de første trepartsdrøftelser om den såkaldte kvalitetsreform af den offentlige sektor.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har sagt, at onsdagen først og fremmest skal bruges til at fastlægge et fælles kommissorium for de videre forhandlinger om reformen.
Reformen er regeringens store plan for, hvordan borgerne skal have højere kvalitet i velfærden. Samtidig skal kvalitetsreformen sikre, at det offentlige får ansøgninger nok til de mange tusinde job, der bliver ledige de kommende år.
På dagsordenen for trepartsdrøftelserne er blandt andet, hvordan man udvikler de offentligt ansattes kompetencer, gør ledelsen bedre, giver arbejdsmiljøet et løft samt rekrutterer og fastholder medarbejderne.
Forhandlinger med partier senere
Først når regeringen har endt drøftelser med de kommunale parter - hvilket skal ske senest i juni - bliver der tale om egentlige forhandlinger med partierne om, hvilke forslag der skal nyde fremme, og hvordan de eventuelt skal finansieres.
Der er dog tradition for, at Folketingets partier er venligt stemte over for forslag, der er nået enighed om via trepartsdrøftelser.
Udskudt på grund af OK
Det var LO's formand Hans Jensen, der i marts nærmest inviterede sig selv til forhandling med regeringen om kvalitetsreformen om de offentligt ansattes fremtid.
Invitationen greb statsministeren straks og bød til egentlige trepartsdrøftelser, som skulle være skudt i gang i slutningen af marts, men blev udskudt på grund af overenskomstforhandlingerne.
Der forhandles om OK-temaer
At LO på den måde har blandet sig selv ind i regeringens velfærdsreform, er blevet kritiseret af blandt andre 3F's forbundsformand Poul Erik Skov Christensen.
Han finder det problematisk, at mange af de temaer - uddannelse, miljø og medarbejdernes selvbestemmelse - som nu tages op, i virkeligheden er temaer, der burde høre under de offentlige overenskomstforhandlinger, der først går i gang i 2008.
Desuden er Poul Erik Skov Christensen bange for, at LO bliver "statist" i Anders Fogh Rasmussens spil for at vinde næste valg.