Fogh inddrager LO i kvalitetsreform
Regeringen er klar til at inddrage LO i forhandlingerne om en kvalitetsreform.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen indkalder lønmodtagerne og de offentlige arbejdsgivere til forhandlinger allerede i næste uge.
- Det er vigtigt, at medarbejderne er med i processen. Det er den enkelte skolelærer, sygeplejerske eller socialrådgiver, som er i front i forhold til borgerne, sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen i dag på sit ugentlige pressemøde.
Meldingen kommer efter at LO´s formand Hans Jensen har sagt, at LO gerne vil lave en aftale med regeringen om reformen.
LO opstiller dog en række krav, der skal opfyldes og det er Anders Fogh Rasmussen umiddelbart indstillet på.