Knald eller fald for trepartsdrøftelser
Ugens Politik: Får vi en trepartsaftale til gavn for de offentlig ansatte, eller skrider FOA i sidste time? Scenarierne er mange. Men aftalen bliver næppe noget fantasidyr af nye spændende tiltag.
Muligvis ikke helt tosset, at FOA-formand Dennis Kristensen igen-igen buldrede ud i medierne og krævede nogle millioner. Måske var det lige nøjagtigt dét, der skulle til, for at Thor Pedersen for alvor letter på kistelåget.
Lader finansminister Thor Pedersen (V) millionerne fosse ud af den store kasse? Skrider FOA-formand Dennis Kristensen i sidste sekund i vrede? Eller ender de igangværende trepartsdrøftelser med et formidlende "vi fik så meget, vi kunne få"?
Der er mange scenarier for de forhandlinger mellem regeringen, fagbevægelsen og de offentlige arbejdsgivere, der afsluttes senere i dag. Enten med en aftale, der gør livet lidt lettere for de offentligt ansatte. Eller med en afskedssalut fra LO og FTF om, at livet ikke er blevet gjort tilstrækkeligt let.
Indkøringsvanskeligheder a la vuggestue
Hvad skiller så parterne?
Jo, det er der kommet flere bud på de seneste dage. Lidt uvant i en forhandlingssituation, som af LO-forbundene betragtes som tid til tavshed - ligesom under overenskomstforhandlinger.
Men nu er trepartsdrøftelser jo heller ikke hverdagskost for en FOA-formand eller pædagogformand, da trepartsdrøftelser på det offentlige arbejdsmarked er en sjældenhed. Så visse indkøringsvanskeligheder er der vel, ligesom i vuggestuer.
Ultimative krav fra Dennis
Dennis Kristensen vil have to ultimative krav opfyldt: Ret til at gå fra deltid til fuld tid og penge til seniorjobs til de mest nedslidte, så de offentligt ansatte kan gå ned i tid uden at gå ned i løn. Det bliver dyrt, kan man som menigmand regne ud. Men hvor dyrt er et spørgsmål for regnedrengene i Finansministeriet.
FTF-forbundene har stillet krav, men knap så specifikke - "noget med efteruddannelse" - og ultimative som FOA. LO har ikke tilsluttet sig FOA's krav. Ej heller stillet andre ultimative af slagsen. Måske meget klogt, for det kan i visse tilfælde blive dyrt. Bare spørg Marianne Jelved.
Dermed ikke være sagt, at det var helt tosset, at Dennis K igen-igen buldrede ud i medierne og krævede nogle millioner og så'n. Måske var det lige nøjagtigt dét, der skulle til, for at Thor Pedersen for alvor letter på kistelåget - af frygt for at regeringen skal lide et alvorligt nederlag og igen spille velfærdskortet over til Socialdemokraterne?
Thor giver sig først til sidst
Nu er finansministeren i forvejen en mand, der er kendt for i forhandlingssituationer at give æslet baghjul i stædighed - indtil de allersidste dage og timer. Men så giver han sig til gengæld også.
Og det er der brug for, for selvom LO (ud over FOA) generelt har været tavs og primært sagt, at man bider sig fast til den bitre ende, så har 3F meldt ud, at dét, der tegner sig nu, er for tyndt.
Men at vi får et rent fantasidyr af en trepartsaftale med spændende tentakler, ingen har set før, er næppe sandsynligt. Det er trods alt en rodfæstet fagbevægelse og en jordbunden finansminister, der forhandler, så lur mig, om de fleste ideer ikke er set før.
Parterne mødes efter planen med Anders Fogh Rasmussen (V) klokken 15 fredag. Vi er alle sammen meget klogere om nogle timer.