LO støtter regeringens kvalitetsreform
En kvalitetsreform til gengæld for en trepartsaftale med fagbevægelsen og de offentlige arbejdsgivere om de offentligt ansattes hverdag. Sådan lyder LO formand Hans Jensens tilbud til regeringen ifølge Jyllands-Posten.
Hans Jensen peger på fem punkter, som sådan en aftale bør indeholde:
Der skal laves en plan for, hvordan den offentlige sektor får mere arbejdskraft, de ansatte skal have bedre uddannelse og mere efteruddannelse, bedre ledelse, større indflydelse og frihed. Samtidig skal der ske nytænkning, og der skal sættes et mål for hvor mange indvandrere, der skal ansættes i den offentlige sektor.
Aftalen skal løbe frem til 2025 og Hans Jensen anslår at den vil koste tre til fem milliarder kroner om året - især for at rekruttere flere medarbejdere.
LO-formanden opfordrer Socialdemokraterne til at stemme for regeringens kvalitetsreform, hvis han får sin trepartsaftale.
- Det kræver et bredt politisk flertal på Christiansborg, for det skal holde uanset hvilken regering, der kommer til.
Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) finder det meget positivt, at fagbevægelsen sender et så stærkt signal og melder sig ind i reformarbejdet. Han kalder LO's forslag relevante.