Højere løn til plejerne
OK08 / KL: Nu mener også plejepersonalets arbejdsgivere, at plejerne skal have mere i løn.
Plejepersonalet får typisk mellem 17.000 og 18.000 kroner om måneden. De kan se frem til et løft ved efterårets overenskomstforhandlinger, lyder det fra KL. (Arkivfoto) Søndag fastslog en række kommunalpolitikere, at de ansatte i ældreplejen skal have mere i løn ved de kommende overenskomstforhandlinger.
Det sker i kølvandet af, at Berlingske Søndag fortalte, at kommuner jagter ferieafløsere helt ned til 16 år og kigger mod Polen for at importere arbejdskraft - af den simple grund, at de ikke kan skaffe folk nok til at passe de ældre.
Formand for Social- og sundhedsudvalget i Kommunernes Landsforening (KL), Aabenraas borgmester Tove Larsen (S), sagde, at hun allerede nu kunne love plejerne et løft i lønnen ved efterårets overenskomstforhandlinger.
Også udvalgets næstformand Kaare Graversen (DF) fra Nørre Snede mener, at plejerne skal have en højere løn.
- Netop det område er bagefter i løn. Vi har med en gruppe at gøre, som udfører så stort og betydningsfuldt et job, at det er helt forkert. Derfor skal lønnen hæves betragteligt, uden at andre må forvente at stige tilsvarende, siger han til Berlingske Tidende.
Plejepersonalet får typisk mellem 17.000 og 18.000 kroner om måneden.
Også ved overenskomsten i 2005 steg plejepersonalet procentvis mere i løn. De kommunale arbejdsgivere hævede lønnen med knap seks procent, hvor de øvrige ansatte måtte nøjes med knap fem procent.
Frederiksbergs borgmester Mads Lebech (K) er formand for KLs Løn- og personaleudvalg. Han siger, at hvis de forskellige faggrupper inden for den kommunale plejesektor skal have et ordentligt hop lønmæssigt, bliver det på bekostning af andre grupper af kommunalt ansatte.
- Vi har kun én samlet lønpose. Men vi vil godt være med til at diskutere en skævvridning, så nogle grupper får meget mere. Men så bliver der mindre til andre grupper, siger han.
Faktisk indgår skævvridningen allerede som et af tre ønsker fra de kommunale arbejdsgivere til forhandlingerne.
Blandt plejepersonalet er der visse steder forventninger om 4-5.000 kroner ekstra på lønsedlen hver måned. Mads Lebech siger dog, at han er bekymret for, at folk bliver skuffede på grund af helt urealistiske forventninger.