Virksomheder skjuler ulykker
Selvom det er arbejdsgivernes pligt, bliver op mod 50.000 arbejdsulykker om året ikke anmeldt.
Doris S. Nielsens arbejdsulykke blev aldrig anmeldt af virksomheden. Det har kostet hende en erstatning på to millioner kroner. (Foto: Henrik Bjerregrav) Ifølge Arbejdstilsynet er der årligt op mod 50.000 arbejdsulykker, som aldrig bliver anmeldt. Det koster ofre som Doris S. Nielsen dyrt.
Hun fik et knæk i ryggen, som arbejdsgiveren aldrig anmeldte, selvom det er hans pligt. Da hun fandt ud af det, var fristen for at anmelde skaden overskredet.
Det har kostet hende en erstatning på to millioner kroner. Mens arbejdsgiveren på grund af en toårig forældelsesfrist slipper for bøde.
- Det er skandaløst, at arbejdsgiveren slipper fuldstændig fri, når det har så åbenlyse konsekvenser for Doris, der har fået ødelagt sit arbejdsliv, siger miljøkonsulent i 3F Palle Larsen.
Pæne virksomheder dækker over arbejdsskader
Doris S. Nielsens tidligere arbejdsplads Amcor Flexibles er ellers en mønstervirksomhed, der gerne står frem i medierne for indsatsen for arbejdsmiljøet.
På adressen i Horsens skilter virksomheden ligefrem med, hvor mange dage der er gået siden sidste ulykke. Men de pæne tal dækker over ulykker, der ikke anmeldes. Og det er, selvom loven er klokkeklar. Virksomheder har pligt til at anmelde arbejdsulykker. Mens nedslidning og andre erhvervssygdomme skal anmeldes af ens læge eller tandlæge.
- Doris' sag viser, at ingen kan stole på nok så pæne virksomheder. Så er man kommet til skade, skal man holde øje med posten. Får man ikke i løbet af kort tid en kvittering på, at skaden er anmeldt fra enten Arbejdsskadestyrelsen eller forsikringsselskabet, så er noget galt. Og så skal man gå til sin fagforening, siger Palle Larsen.