Hver sjette død på job er udlænding

Udenlandske arbejdere lever livet farligt i Danmark. I 2008 og 2009 var 14 ud af 89 døde ved arbejdsulykker fra udlandet. Især Østeuropa.

Sidste år omkom 7 udlændinge på job i Danmark. Især håndværkere og chauffører fra Østeuropa møder døden på job i Danmark. (Arkivfoto)Sidste år omkom 7 udlændinge på job i Danmark. Især håndværkere og chauffører fra Østeuropa møder døden på job i Danmark. (Arkivfoto)

Udenlandske arbejdere lever livet farligt i Danmark. Og det gælder især dem, der kommer fra Østeuropa. Cirka hver sjette, der dør på job, er fra udlandet. Og en gennemgang af de seneste tre års dødsulykker på job viser, at udlændinge er klart overrepræsenteret. Cirka 1 ud af 45.000 danskere dør hvert år ved arbejdsulykker på jobbet. Det tilsvarende tal for udenlandske er mindst 7 ud af 45.000.

2009 ingen undtagelse

I 2007 døde otte udlændinge på arbejde i Danmark. I 2008 var tallet syv. Og 2009 er ikke bedre. Her er det uofficielle dødstal på 41. Heraf kom syv fra udlandet. I 2008 var der fortsat gang i byggeriet. Her omkom fem polske og en tysk håndværker. I 2009 er kun en udenlandsk håndværker omkommet. En polak. Til gengæld har flere dødsulykker ramt blandt udenlandske chauffører i 2009. En bulgarsk, en tjekkisk, en lettisk og en tysk chauffør er død på dansk jord i 2009. De to sidste udlændinge er en fisker og en ansat på en dansk boreplatform.

Job ingen vil have

For 3F er de mange dødsulykker blandt udlændinge et symptom på ulighed og farligere forhold for udlændinge end danskere. - Især østeuropæere er ofte ansat i job, ingen andre vil have, eller på vilkår, danskere ikke vil acceptere. Jeg tror også, der er problemer med instruktion. Det skyldes blandt andet problemer med sproget, siger Palle Larsen, der er miljøkonsulent i 3F. Udenlandske arbejdere er stort set kun ansat på det private arbejdsmarked. Det er traditionelt farligere end det offentlige. 3F ønsker regler om, at virksomheder, der ansætter udlændinge, skal dokumentere, at de udenlandske medarbejdere forstår regler og instruktion.