Mystik om dødstal for jobulykker

Beskæftigelsesministeren vil først indføre opgørelser over udlændinge i job-dødsulykker på landjorden fra 2009. Søfartsstyrelsen har i årevis har holdt særligt øje med ulykker blandt udlændinge på havet.

På tre år er seks polakker og mindst otte andre udenlandske statsborgere blevet dræbt, imens de passede deres arbejde på en dansk arbejdsplads. (Arkivfoto)På tre år er seks polakker og mindst otte andre udenlandske statsborgere blevet dræbt, imens de passede deres arbejde på en dansk arbejdsplads. (Arkivfoto)

På tre år er seks polakker og mindst otte andre udenlandske statsborgere blevet dræbt, imens de passede deres arbejde på en dansk arbejdsplads.

De dystre tal er nu medvirkende til at beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) fra 2009 vil sikre statistikker fra Arbejdstilsynet, der særskilt måler arbejdsulykker og dødsfald, der rammer udenlandske arbejdere.

I 3F vækker det stor undren, at udlændingenes arbejdsulykker på landjorden først skal måles fra 1. januar 2009.

Søfartsstyrelsen har nemlig opgjort såvel dødsulykker som arbejdsulykker til søs på nationalitet i mere end 10 år.

- Andre myndigheder har opgjort ulykker efter nationalitet i årevis. Derfor er det højst mystisk, at beskæftigelsesministeren trækker tiden, når det gælder overblik over arbejdsulykker på land. Især østeuropæere lever arbejdslivet i Danmark farligt, og det er med at komme i gang med en styrket indsats i stedet for at vente yderligere et år, siger arbejdsmiljøkonsulent i 3F Palle Larsen.

Hjort: Vigtigt med indblik

På baggrund af en opgørelse over dødsfald blandt udenlandske statsborgere på job i Danmark vurderede 3F før jul, at blandt andre østeuropæere, der arbejder her i landet må leve med mere end dobbelt så stor risiko for at blive dræbt ved arbejdsulykker end deres danske kolleger.

Det fik politikere fra Socialdemokraterne og Enhedslisten til at rejse forskellige spørgsmål i blandt andet Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg om udlændinges arbejdsmiljø i Danmark.

Her har beskæftigelsesministeren endnu ikke svaret på spørgsmålene. Men i går gik han på banen med en melding om, at det er umuligt at sige, om 3F og andre har ret i, at udlændinge rammes af arbejdsulykker oftere end danskere.

Til gengæld vil ministeren blandt andet sikre, at der kommer brugbar statistik fra januar 2009 og fremover.

- Jeg anerkender, at vores ulykkesstatistik ikke har fulgt med tiden, og det vil der blive ændret på. I dag hvor mange udlændinge kommer til Danmark for at arbejde, og mange udenlandske virksomheder etablerer sig i Danmark, er vi nødt til at få indblik i, om udenlandske arbejdstagere er særligt udsatte for ulykker. Ellers kan vi ikke sætte ind de rigtige steder, sagde Claus Hjort Frederiksen tirsdag.