Oliefelter uden uanmeldte tjek i fem år
Selv om Danmark har flere ulykker på olieplatforme end andre Nordsø-lande, har der ikke været uanmeldte tilsyn fra myndighederne siden 2003.
Energistyrelsen har ikke været på uanmeldt besøg på danske boreplatforme siden 2003 på trods at, at danske oliefelter topper listen over arbejdsulykker. (Arkivfoto) Energistyrelsen har ikke været på uanmeldt besøg på danske boreplatforme siden 2003, på trods at, at danske oliefelter har en højere ulykkesrate end norske og britiske felter.
Mærsk og DONG bliver advaret mindst to uger i forvejen, når der er tilsyn af forholdene på de danske oliefelter i Nordsøen. Det giver god tid til at rydde op på platformene, inden Energistyrelsen, der er tilsynsmyndighed for sikkerhed på Nordsøen, kommer på besøg.
På landjorden er det modsat. Her er det Arbejdstilsynet, der skal kontrollere sikkerheden på arbejdspladserne, og de får ofte besøg af tilsynet uden at være advaret om det på forhånd.
- Som kontrollerende myndighed giver det et mere retvisende billede af arbejdsmiljøet at komme uanmeldt, end hvis vores tilsyn var varslet på forhånd. På vores uanmeldte tilsyn på for eksempel byggepladser finder vi desværre mange overtrædelser af arbejdsmiljøloven, siger Jakob Hjuler Tamsmark, pressekoordinator i Arbejdstilsynet.
Ikke brug for uanmeldte besøg
Hvert eneste år siden 2001 har de danske oliefelter haft flere arbejdsulykker pr. arbejdstime end de øvrige olielande i Nordsøen.
Alligevel mener kontorchef i Energistyrelsen Birgitta Jacobsen ikke, at der er brug for uanmeldte tilsyn på Nordsøen. Hun henviser til, at Energistyrelsens de seneste år har besøgt alle fast bemandede anlæg hver 8. måned i gennemsnit, og at hvert tilsyn foregår over to døgn.
- Normalt varsler vi tilsyn på offshoreanlæggene 14 dage i forvejen, hvilket er i overensstemmelse med retssikkerhedsloven, siger kontorchef Birgitta Jacobsen til Nyhedsbrevet 3F.
Hun forklarer, at Energistyrelsen kun har lov til at komme uanmeldt, hvis der er en konkret mistanke om problemer. Det sker dog næsten aldrig. Birgitte Jacobsen kan blot komme i tanke om et enkelt uanmeldt tilsyn på grund af mistanke. Det var tilbage i 2003.
Derudover kan styrelsen komme på besøg umiddelbart efter, at der er blevet rapporteret en ulykke på en platform eller borerig.
- Energistyrelsen prioriterer at udføre straksbesøg på anlæg, når der har været alvorlige hændelser, men har ellers sjældent fundet behov for at aflægge uanmeldte besøg, siger Birgitta Jacobsen.
I 2007 var der et enkelt ”straksbesøg,” som følge af en ulykke og i 2006 var der tre tilsyn på grund af episoder på Nordsøen.
Energistyrelsen foretog i alt 31 tilsyn på de danske oliefelter i 2006.