Mærsk erkender problemer med sikkerhed
En intern rapport om sikkerhed på Mærsks globale oliefelter peger på en række problemer. Oliearbejdere er skuffede over, at de ikke blev hørt.
Mangelfuld efterforskning af ulykker, utilstrækkelig ledelse og en sikkerhedskultur, der ikke når langt nok ud. Det er nogle af de kritikpunkter, der rettes mod Maersk Oil i en storstilet undersøgelse, som selskabet selv har fået foretaget. (Arkivfoto.) Mangelfuld efterforskning af ulykker, utilstrækkelig ledelse og en sikkerhedskultur, der ikke når langt nok ud.
Det er nogle af de kritikpunkter, der rettes mod Maersk Oil i en storstilet undersøgelse, som selskabet har fået foretaget med hjælp fra eksterne konsulenter.
Undersøgelsen er bestilt fra hovedkvarteret på Esplanaden i København og gransker sikkerheden i Mærsks olieaktiviteter i Danmark, Storbritannien og Qatar. Den er udarbejdet i samarbejdet med firmaet ABS Consulting. I løbet af februar og marts 2008 blev proces-sikkerheden i operationerne i de tre lande analyseret.
Plan for forbedringer i Storbritannien
Maersk Oil i Storbritannien har offentliggjort otte konkrete kritikpunkter fra rapporten. Kritikken har resulteret i en handlingsplan, som er aftalt med det britiske arbejdstilsyn, Health and Safety Executive (HSE), oplyser selskabet.
Der er planlagt en række forbedringer af sikkerhedssystemer og procedurer, som skal rette op på det blakkede ry, som Mærsk har, når det gælder sikkerhed i den britiske del af Nordsøen.
I november 2007 beordrede arbejdstilsynet Mærsk-feltet ’Janice’ lukket øjeblikkeligt på grund af massive problemer med sikkerheden. Først nu, syv måneder senere, er feltet ved at genoptage produktionen.
Fagforening vil høres
De britiske oliearbejderes fagforbund har været blandt de hårdeste kritikere af sikkerheden hos Mærsk. Jake Molloy, formand for offshore-arbejderne i fagforbundet RMT, ærgrer sig over, at fagforeningen ikke er blevet taget med på råd i undersøgelsen af sikkerheden:
- Vi er ikke blevet spurgt, og det er skuffende. Det er vores medlemmer, der kender mange af problemerne, og de har ofte rejst kritik af sikkerheden uden at blive hørt. Hvis Mærsk havde lyttet til de ansatte i højere grad, kunne selskabet måske have sparet de mange millioner, som det kostede, at oliefeltet Janice blev lukket, siger Jake Molloy til Nyhedsbrevet 3F.
Mærsk vil lære lektien
Kurt Normann Nielsen, direktør for Maersk Oil i Storbritannien, mener, at rapporten og den britiske handlingsplan viser, at selskabet tager sikkerheden alvorligt.
- Ledelsen i Maersk Oil har forpligtet sig til at lære en lektion fra denne rapport og implementere dens anbefalinger. Som selskab forsøger vi at sikre en fortsat forbedring af vores globale operationer, siger Kurt Normann Nielsen.
Maersk Oil oplyser, at selskabet agter at foretage en ny undersøgelse af sikkerheden i 2009.