Endnu et forbud mod Mærsk i Nordsøen
Maersk Oil har fået endnu et produktionsforbud i Nordsøen af det britiske arbejdstilsyn. Helt udramatisk, siger selskabets direktør.
I oliefeltet Dumbarton har det britiske arbejdstilsyn, Health and Safety Executive, nedlagt produktionsforbud mod Maersk Oils flydende enhed, tankeren Global Producer III.
Bølgerne går højt for A.P. Møller-Mærsk i den britiske del af Nordsøen.
Onsdag kunne Nyhedsbrevet 3F fortælle, at platformen Janice er blevet lukket af det britiske arbejdstilsyn på grund af massive problemer med sikkerheden. Men Janice er ikke det eneste sted, Maersk Oil har fået produktionsforbud af briterne.
I oliefeltet Dumbarton har arbejdstilsynet, Health and Safety Executive, ligeledes nedlagt produktionsforbud mod den flydende enhed, tankeren Global Producer III.
Undersøgelse efter gasudslip
Pressemedarbejder Jennifer McGilvray fra HSE oplyser til Nyhedsbrevet 3F, at tilsynet gennemførte en undersøgelse som følge af et gasudslip fra tankeren. Undersøgelsen viste problemer med tankerens kontrolsystem. Det skabte blandt andet store udsving i presset i tankerens pumpesystem, forklarer Jennifer McGilvray.
Derfor udstedte tilsynet et produktionsforbud den 9. november i år. Forbuddet gælder indtil en detaljeret undersøgelse af systemet er foretaget og fejlene rettet, oplyser Jennifer McGilvray.
Fandt selv fejlen
Ifølge Maersk Oils direktør, Michael Engell-Jensen, er sagen helt udramatisk:
- Det er korrekt at HSE har nedlagt forbud. Men sagen er, at vi selv havde identificeret fejlen og lukket produktionen ned på enheden. Først herefter besøgte arbejdstilsynet enheden og gav os ret i vores observationer, siger Michael Engell-Jensen.
Tankeren opbevarer og behandler olien, indtil den kan blive transporteret videre fra platformen på et andet tankskib eller gennem en pipeline.
Maersk Oil UK opererer på seks felter i den britiske del af Nordsøen og er desuden medejer af fem andre oliefelter.