Ansvarlige for dødsulykker straffes mildt

Ingen arbejdsgivere er hidtil straffet med fængsel efter medskyld i dødsulykker. Det undrer 3F. Flere bilister, som har kørt folk ihjel, er nemlig sendt i fængsel efter samme lovgivning.

Hvert år omkommer en del mennesker på jobbet. Især byggebranchen og fiskeriet rammes af dødsulykker, men ansvarlige for arbejdsmiljøovertrædelserne slipper med bøder. (Arkivfoto: Søren Zeuth)Hvert år omkommer en del mennesker på jobbet. Især byggebranchen og fiskeriet rammes af dødsulykker, men ansvarlige for arbejdsmiljøovertrædelserne slipper med bøder. (Arkivfoto: Søren Zeuth)

Straffeloven giver - koblet med henholdsvis arbejdsmiljø- og færdselsloven - mulighed for at idømme fængselsstraf til såvel dødsbillister som arbejdsgivere, der blæser på lovgivning og sikkerhed på arbejdspladser, med døden til følge for medarbejdere.

Flere dødsbilister er ind til nu blevet idømt fængsel.

"Men hidtil er ingen arbejdsgiver endnu blevet dømt for uagtsomt manddrab i forbindelse med arbejdsmiljøovertrædelser."

Det oplyser justitsminister Lene Espersen i et svar til Enhedslisten.

Men justitsministeren oplyser samtidig, at hun ikke kan se nogen principiel forskel på, om det er en bilist eller en arbejdsgiver, der uagtsom medvirker til at dræbe et andet menneske.

Den holdning er 3F helt på linie med.

- Derfor er det mærkeligt, at domstolene, ifølge ministeren, aldrig har brugt muligheden for at idømme fængselsstraf for uagtsomt manddrab til arbejdsgivere, der groft har sat loven til side og ladet ansatte arbejde i et livsfarligt arbejdsmiljø med døden til følge, siger forbundssekretær i 3F Ulla Sørensen.

Hun opfordrer justitsministeren til at gøre domstolene opmærksom på sin egen principielle holdning og til at indskærpe straframmerne for brud på arbejdsmiljøloven overfor domstolene.

Streng straf til dødsbilist

I juni fik en ung dødsbilist en dom på tre års fængsel i Østre Landsret. Retten afgjorde, at han begik en meget grov forbrydelse, da han i oktober sidste år kørte to mennesker ihjel og kvæstede en tredje under kapkørsel med en anden bil i Brønshøj.

Helt omvendt gik det i januar, hvor en fiskeskipper kunne nøjes med en bøde på 50.000 kroner efter en dødsulykke på den livsfarlige trawler Orck.

Her omkom en fisker, der fik en trawlskovl i hovedet. Ulykken i den sag skete på trods af, at Søfartsstyrelsen ved et kontrolbesøg et år før ulykken havde gjort opmærksom på, at trawlskovlen skulle afskærmes, netop for at forhindre ulykker.

På trods af dette og 15 andre påbud om at sikre arbejdsmiljøet ombord slap fiskeskipperen til 3F's store fortrydelse med bøde.

Aktiverede er udsatte

Inden for 3F's områder er det især i fiskeriet og byggeriet, der sker mange dødsulykker på grund af arbejdsforholdene.

Spørgsmålet til justitsministeren blev netop rejst på baggrund af en dødsulykke i byggeriet.

Dødsulykken skete i Skørping, hvor en ung mand i aktivering omkom på sin arbejdsplads, da en mur styrtede ned over ham.

- Tragedien i den sag bliver jo forstærket ved, at mange af de arbejdsgivere, som benytter aktiverede, ikke har et ordentligt arbejdsmiljø, siger Ulla Sørensen.

Ud over Skørping-sagen henviser hun til de sager, 3F har rejst om dårligt arbejdsmiljø for aktiverede. Seneste eksempel er fra København, hvor aktiverede blev sat til at fuge med giftig mørtel uden arbejdshandsker.

Ingen svar fra Hjort

I sagen om dødsulykken fra Skørping ønsker beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen ikke at bidrage med oplysninger:

"Da der er tale om en verserende arbejdsmiljøstraffesag på baggrund af en dødsulykke, finder jeg det rigtigst ikke at bidrage med flere fortrolige oplysninger i sagen", oplyser Claus Hjort Frederiksen.

Enhedslisten havde spurgt ham, om han ville tilsende Folketingets arbejdsmarkedsudvalg politiets rapport og Arbejdstilsynets konklusioner om dødsulykken i Skørping.