Tilskudsjob fortrænger fastansatte

Arbejdsmarkedsstyrelsen har nu også erkendt, at rigtige job forsvinder på grund af aktivering. Samtidig viser styrelsens rapport, at løntilskudsjob i kommunerne ikke får folk i arbejde.

Kun ni procent af de personer, der ansættes med løntilskud i den offentlige sektor, får et ordinært job på den arbejdsplads, hvor de er i aktivering med løntilskud. Kun ni procent af de personer, der ansættes med løntilskud i den offentlige sektor, får et ordinært job på den arbejdsplads, hvor de er i aktivering med løntilskud.

2.500 fuldtidsjob er forsvundet i 2004 på grund af aktivering af ledige i såkaldte ansættelser med løntilskud.

Det kom frem tirsdag. Her offentliggjorde Arbejdsmarkedsstyrelsen en rapport om fortrængning af ordinært ansatte på grund af beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens (V) kampagne for flere job med løntilskud til ledige i 2004.

Samtidig fremgår det af rapporten, der er lavet af Rambøll Management, at aktivering med løntilskud i den offentlige sektor ikke virker.

Rapporten viser, at kun ni procent af de personer, der ansættes med løntilskud i den offentlige sektor, får et ordinært job på den arbejdsplads, hvor de er i aktivering med løntilskud.

På private virksomheder får op mod halvdelen af de aktiverede med tilskud efterfølgende ordinært arbejde på arbejdspladsen efter perioden med tilskud.

Den forskel påpeger 3F’s arbejdsmarkedspolitiske sekretær Poul Hansen som noget af det mest skræmmende ved rapporten.

- Det er særligt inden for pedel-, gartner- og pædagog-området, kommuner bruger ansatte med løntilskud i metermål. Det sker i job, som burde være udført af ansatte på almindelige overenskomstlønnede vilkår. På den måde løntilskudsordningen foregår, kommer aktivering til at virke stik modsat hensigten. Det afskaffer job i stedet for at skabe åbninger for ledige på arbejdsmarkedet, siger Poul Hansen.

Han er dog glad for, at selv Arbejdsmarkedsstyrelsen nu erkender, at der sker fortrængning af almindeligt ansatte. Men Arbejdsmarkedsstyrelsen mener imidlertid ikke, at problemer med fortrængning af ordinære job er særligt alarmerende.

Straf for brud på regler

3F er lodret uenig og kræver at især kommunerne nu begynder at anvende de forskellige muligheder for at aktivere ledige med langt større omhu.

- Reglerne skal overholdes. Men med de besparelser, kommunerne nu står overfor for budgetåret 2006 ser udsigterne ikke lyse ud, vurderer Poul Hansen.

Allerede i sidste uge krævede 3F straf for brud på reglerne. Det skete, da Kriminalforsorgen indrømmede at to fængsler havde dumpet prisen på arbejde udført af indsatte for Coop Danmark.

Det har ingen eller meget få konsekvenser, når kommuner laver aktiveringsfabrikker, der udkonkurrerer private firmaer, når fængsler udfører opgaver, der koster ansatte i private virksomheder jobbet, eller når amter og kommuner forvandler almindelige job til stillinger for ansatte med tilskud fra statskassen.

- Det bunder alt sammen i kassetænkning på grund af muligheden for at spare penge på lønkontoen. Det har aldrig været meningen med dansk aktiveringspolitik. Men det kan betale sig at snyde på vægten, fordi det ikke får konsekvenser, siger Poul Hansen.

Han foreslår konkret, at kommuner betaler de penge tilbage til staten, de får i refusion til aktivering af ledige, når der bliver opdaget fusk og ulovligheder.

- Og så skal offentlige og private virksomheder, der tryller almindelige job om til aktiverings job med tilskud fra staten betale pengene tilbage.