Gode råd hvis børnene skal med på arbejde

Hvad gør man hvis ens ferie er ved at være slut, mens børnene stadig har en uge eller to tilbage inden skolestart? En løsning kan være at tage ungerne med på arbejde.

Hvis du tager dit barn med på jobbet, så husk at tage spil eller anden underholdning med, så barnet har noget at beskæftige sig med. (Foto: Colourbox)Hvis du tager dit barn med på jobbet, så husk at tage spil eller anden underholdning med, så barnet har noget at beskæftige sig med. (Foto: Colourbox)

Du har måske ikke syv ugers skoleferie ligesom børnene. Og har du ingen til at passe, kan du blive tvunget til at tage dem med på job. Læs her, hvordan du gør og hvilke regler, der gælder. To advokater giver gode råd.

- For det første skal man huske, det ikke er noget, man har ret til. Det er noget, man kan få lov til, hvis man spørger sin arbejdsgiver, pointerer advokat Rune Asmussen fra Juridisk Sekretariat i 3F.

Computerspil og film

Nogle steder er det nemmere end andre. Er du chauffør, kan de køre med. Gør du rent på en skole, er der måske et bibliotek eller en legeplads.

Men et køkken, et værksted eller en fabrik, er ikke en legeplads. Men det er der råd for, siger advokat Rune Asmussen.

- Hvis der er et kontor, som står ledigt, og det er der jo gerne i industrisommerferien, kan man jo selv dér have børn med. Så kan de spille computer eller se film. Det væsentlige er, at de ikke placeres i et egentligt arbejdsmiljø, siger Rune Asmussen.

Eget ansvar

Men hvad nu, hvis ungerne falder over en ledning eller skærer sig på et stykke værktøj?

Børn, der kommer til skade på din arbejdsplads er ikke omfattet arbejdsgiverens ulykkesforsikring, forklarer advokat Jena Juul Holm, der tager sig af arbejdsskader for 3F.

- De regler, der gælder for et barn, du har med på arbejde, er helt de samme regler, som når du har barnet med ud i din fritid. Det er ikke sådan, at arbejdsgiveren har et særligt erstatningsansvar, forklarer Jena Juul Holm. Her dækker den almindelige familie-ulykkesforsikring.