3F'erne er hårdt ramt på børnepasning

Konkurrence: Ikke alene har 3F'erne farlige job, de har også dårlige arbejdstider. Det giver problemer med børnepasning. Skriv i kommentarfeltet, hvis du har lignende oplevelser, og deltag i konkurrencen om en iPod.

Sussie Kjær Larsen, der møder klokken 6 om morgenen, er en af de 3F'ere, der har problemer med at få børnene passet. Når hun tager af sted på arbejde, så må hendes datter passe de to yngre brødre. (Foto: Søren Zeuth)Sussie Kjær Larsen, der møder klokken 6 om morgenen, er en af de 3F'ere, der har problemer med at få børnene passet. Når hun tager af sted på arbejde, så må hendes datter passe de to yngre brødre. (Foto: Søren Zeuth)

Rengøringsfolk, håndværkere, skraldemænd og mange andre møder tidligt om morgenen. De har farlige arbejdspladser, skæve arbejdstider og ofte ringe indflydelse på, hvornår de vil holde ferie.

Næsten 75 procent af 3F'erne oplever lukkedage, syge børn og faste lukkeuger i daginstitutionerne som et problem.

Det viser en ny undersøgelse blandt knap 2.000 medlemmer, som Fagbladet 3F har foretaget i samarbejde med Analyse Danmark.

Mange 3F'ere er ansat i job, hvor det enten er uforsvarligt at medbringe børn, eller der ikke er tid til det.

Kun knap 20 procent tager børnene med på job, når børnehaven holder lukket, eller poden er syg, viser Fagbladet 3F's undersøgelse.

Samtidig har mange så skæve arbejdstider, at de ikke kan få det til at hænge sammen med daginstitutionernes indskrænkede åbningstider.

Indskrænkede åbningstider

Der er sket markante forringelser i daginstitutionernes åbningstider siden sidste år. Det viser en undersøgelse, som Projekt Børnepasning har foretaget.

Kun 25 institutioner ud af 2.600 åbner før klokken 6. Det er næsten 20 procent færre end i 2009.

Mange 3F'ere møder længe før, daginstitutionerne åbner. Det kender Dea Sten Andersen til. Hun er fællestillidsrepræsentant for 450 rengøringsassistenter i Århus.

- De ansatte, der er alene med små børn, eller hvor manden også møder tidligt, har svært ved at få det til at hænge sammen. Det giver problemer for mange, siger hun.

Ingen af de medarbejdere, hun kender til, har børn med på job. Dels er tempoet for højt, og dels arbejder de over store arealer.

- Det er simpelthen ikke muligt at slæbe et barn med sig rundt.

Børn forbudt

Knap 40 procent af 3F'erne mener, at de vil være nødt til at tage deres børn med på job, når der til næste år indføres faste lukkeuger i mange daginstitutioner, viser en undersøgelse blandt 3F'ere.

Men det er ikke alle steder, det kan lade sig gøre.

Novo Nordisk og Novozymes har i alt 3.000 3F'ere ansat. Af sikkerhedshensyn må de ikke tage børn med på jobbet.

Desuden møder mange ansatte allerede klokken 7 om morgenen. Med sene åbningstider i institutionerne kan det være svært at nå på arbejde til tiden.

Tillidsrepræsentant Jan Carstensen kender godt til problemerne.

- De kolleger, der har små børn, har helt klart svært ved at få det til at hænge sammen, fortæller han.

Som yderste konsekvens kan de ansatte blive nødt til at sige op.

- Det er jo fuldstændigt vanvittigt, at regeringen via krav til kommunerne forlanger, at folk skal arbejde, men ikke sørger for, at de kan få deres børn passet, siger han.

Fortæl din historie og vind en iPod

Har du også problemer med at få børnene passet?

Fortæl os din historie i kommentarfeltet under artiklen og deltag i konkurrencen om en iPod.