Interview: For et nyt Ecuador
Interview med landarbejdernes formand, Guillermo Touma, der stiler op til en ny grundlovsgivende forsamling i Ecuador for at styrke arbejdernes og de oprindelige folks interesser i landets demokratiske udvikling. 3F støtter hans kampagne.
Guillermo Touma, formand for landarbejderforbundet Fenacle: Arbejdere, bønder og indianere skal have indflydelse på Ecaudors nye forfatning. (Foto: Søren Zeuth) Hvordan går det med kampagnen – hvilke grupper får I støtte fra?
- Den støtte vi har modtaget fra 3F er meget vigtig. Den har gjort det muligt at udvide vores arbejde ikke blot politisk, men også organisatorisk. Guayas provinsen er den mest folkerige provins i Ecuador. Det er vigtigt at arbejde i alle dele af provinsen.
- Støtten har gjort det muligt at føre kampagne, og vi har opbygget et team af unge kammerater af begge køn som støtter kampagnen i alle provinsens kommuner.
Vi får i øjeblikket støtte fra småbønder, landarbejdere, landbrugscentre, lærere, grupper af unge med videre. De øvrige midler kommer fra os selv og vores nærmeste samarbejdspartnere.
Grundlov for magthavere
Hvordan ser i den forfatningsgivende forsamlings rolle i den demokratiske i udvikling af Ecuador?
- Da vores forbund støttede Rafael Correas præsidentkampagne var det på baggrund af forslaget om en ny forfatning, fordi den nuværende er til skade for arbejderne og de fattige i vores land.
Forfatningen giver carte blanche til privatisering af både naturressourcerne og de sociale ressourcer i landet, som tilhører os alle. Grundloven er skræddersyet til de politiske magthavere for at gavne deres interesser og mangler klare paragraffer der sikrer håndhævelse og overholdelse.
Desuden ønsker vi, at loven bliver diskuteret bredt i samfundet og ikke kun blandt de få, som det altid er sket indtil nu.
Udannelse, sundhed og kamp mod korruption
Hvad er fordelene ved at I bliver repræsenteret i den forfatningsgivende forsamling?
- Vi anser det for utroligt vigtigt at der deltager ledere fra fagbevægelsen og bonde- og indianerbevægelsen i den kommende grundlovsforsamling.
Vi forventer, at vi får etableret en meget vigtig blok med de progressive sociale bevægelser for at kunne arbejde med spørgsmål som vores forbund har kæmpet for i årevis: Uddannelse, sundhed, branche-fagforeninger og -overenskomster, at naturressourcerne administreres af staten og en kamp mod korruption, også i de højere sfærer.
Vil jeres repræsentation kunne styrke jeres kampagne for faglig organisering eller vil det betyde færre ressourcer til det faglige arbejde?
- Vores repræsentation er en vigtig måde at få indflydelse på, så vi kan forsvare arbejdernes interesser i selve forfatningsteksten. Det vil gøre det muligt at forbedre forholdene for organisationen ved at vi får omsat grundlovens bestemmelser til en passende lov på arbejdsmarkedsområdet.