Parkeres på jobkursus i over to år
Arbejdsløse i Fredericia tvinges på elendigt jobkursus hos firmaet JK-Proces. Nogen vil altid være utilfredse, siger direktøren.
Ejner Vinter er en af de omkring 700 3F'ere, som det seneste år er blevet tvunget på elendigt jobkursus hos JK-Proces i Fredericia. (Foto: Palle Peter Skov.) Arbejdsløse i Fredericia parkeres i over to år på et jobkursus, som er det rene spild af tid.
Det sker, når kommunens jobcenter sender dem til den såkaldte "anden aktør", JK-Proces. Her er der stort set ingen undervisning, og ingen som holder øje med kursisterne. I stedet fordriver de tiden med at tjekke Facebook eller spille poker på computeren. Eller også går de på café eller tager på fisketur.
Den officielle mødetid er 8 til 13 mandag til fredag. Men hvis bare kursisterne får deres kryds kl. 8.30, kan de gå igen, som det passer dem.
Det fortæller flere af deltagerne, som Nyhedsbrevet 3F har talt med. Blandt andet en 60-årig ledig arbejdsmand, der har været på kurset i nu 27 måneder.
Overladt til sig selv
Ejner Vinter er en af de omkring 700 3F'ere, som har været på kurset det seneste år.
- Man er helt overladt til sig selv. Der er ingen undervisning. Det er spild af penge, siger han.
Samme udmelding kommer fra Susanne:
- Ingen spurgte mig, om de skulle hjælpe med noget som helst. De vidste ikke en hujende fis om, hvad de lavede, siger hun.
En tredje deltager, Karina Kruuse, blev mødt af en kold skulder, hvis hun spurgte om hjælp:
- De taler ned til dig og bliver fornærmede og sure, siger hun.
JK-Proces: Positive tilbagemeldinger
Jens Schmidt, direktør for JK-Proces, afviser anklagerne:
- Vi er kede af kritikken, men der vil nok altid være enkelte, som er utilfredse. Vores kursister har jo heller ikke altid selv valgt at komme på vores forløb, men er tvunget af reglerne om aktivering. Generelt hører vi dog kun positive tilbagemeldinger, siger han.
Jens Schmidt forsvarer, at der ikke er mere undervisning:
- Det er umotiverende for de fleste, hvis de skal undervises seks timer om dagen i jobsøgning. Det er mere effektivt at være aktivt opsøgende i jagt efter jobåbninger, siger han.
Han peger på, at firmaet primært arbejder individuelt med kursisterne med samtaler og jobafklaring.
- Alle får tilbudt hjælp til at finde en individuelt tilrettelagt praktik, som er et af de bedste redskaber til at opnå job.
Se pjece fra JK-Proces
Se pjece fra JK-Proces