Kommune skjuler undersøgelse af jobfirma
Fredericia Kommune vil ikke kendes ved den undersøgelse af JK-Proces, som kommunen selv har bestilt. Skandale, mener arbejdsmarkedsordfører.
Fredericia Kommune nægter at oplyse om undersøgelse af omstridt jobfirma. (Foto: Henrik Bjerregrav) Efter stort pres og et langt tilløb har Fredericia Kommune nu fået lavet en undersøgelse af jobfirmaet JK-Proces, hvor kursisterne fordriver tiden med at tjekke Facebook, spille poker på nettet, gå på café eller tage på fisketur.
Nu vil kommunen imidlertid ikke udtale sig om undersøgelsen. Her hævder man, at man hverken har undersøgelsen eller de spørgsmål, der er blevet stillet.
Rambøll: Evaluering er klar
Flere tidligere aktiverede fortæller Nyhedsbrevet 3F, at de er blevet ringet op af analyseinstituttet Rambøll i forbindelse med undersøgelsen.
Kommunen har da også bestilt undersøgelsen. Det fremgår af en mail-udveksling mellem Fredericia Kommune og analyseinstituttet Rambøll.
Rambøll bekræfter, at have udført undersøgelsen, der sluttede i sidste uge. Det bekræftes også, at den skulle være sendt til kommunen onsdag 6. oktober. Man vil dog ikke udtale sig om evalueringen, men henviser til kommunen.
- Det eneste, jeg kan sige, er, at vi er færdige med evalueringen af JK-Proces, siger Louise Hjorth, projektkoordinator i Rambøll.
Skandale
Arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen (SF) er rystet over Fredericia Kommunes måde at håndtere sagen.
- Det er jo en stor skandale, at en kommune ikke vil lægge sådan en undersøgelse frem. Kommunens arbejde skal kunne tåle at blive belyst, siger han.
Efter det er kommet frem, at JK-Proces leverer uduelige jobkurser, burde kommunen tage konsekvensen, mener han.
- Det, som JK-Proces har leveret, kan ingen jo være tjent med. Hverken de arbejdsløse eller samfundet. Det er simpelthen spild af penge. Når kommunen så ikke vil oplyse om en undersøgelse, de selv har bestilt, virker det meget udemokratisk, siger Eigil Andersen.
Nyhedsbrevet 3F ville gerne have haft en kommentar fra en repræsentant for Fredericia Kommune. Ingen af de implicerede har imidlertid besvaret vores henvendelser.