Oprør på Facebook over skandaløst jobkursus
Fagbladet 3Fs afsløring af håbløst jobkursus hos JK-Proces har fået folk til tasterne. På 3F's Facebook-side vrimler det med 3F'ere og andre, som er forargede over, hvordan de arbejdsløse bliver behandlet.
Ejner Vinter er en af de omkring 700 3F'ere som er blevet sendt på elendigt jobkursus hos JK-Proces det seneste år. (Foto: Peter Palle Skov) På 3F's Facebook-side vælter det ind med folk, som har oplevet elendig aktivering. Alene de seneste dage er der kommet over 100 indlæg:
- Jeg tilkendegav, at var spild af min tid og deres penge. Så mente kursuslederen, at jeg måtte være depressiv og burde tale med min læge, skriver Bente Susanne Hansen.
- Det er helt hul i hovedet og spild af penge, lyder det fra Annette Dorit Nielsen.
Poker og facebook
Indlæggene kommer i kølvandet på Fagbladet 3F's afsløring af håbløst jobkursus hos den "anden aktør" JK-Proces i Fredericia. Her bliver arbejdsløse parkeret til Facebook og poker – nogle i over to år. Hvis de nægter at troppe op, mister de deres dagpenge.
- Hvad med at bruge pengene på at give os en uddannelse i stedet?, spørger Heidi L. Fruergaard.
Ole Skou mener, at "jobkurserne er regeringens bagvendte måde at suge penge fra kommunekasserne over i private kursusudbyderes lommer."
Scorer kassen
Fagbladet har også afsløret, at JK-Proces scorer kassen på det elendige kursus. Næsten en halv million havde firmaet i overskud sidste år. Penge direkte i lommerne på firmaets ejere.
Det har bragt sindene i kog på Facebook:
- Overskuddet kan sammen med andre millioner fra jobaktiveringskurser, gemmes og bruges til at skaffe uddannelsespladser. Penge brugt til uddannelse, er penge investeret i DK's fremtid. Og ikke planløse intetsigende kurser, skriver Kurt Engel.