Sådan undgår du stress efter ferien

Måske løber du direkte ind i en stresset hverdag første dag efter en god ferie, hvor bunken af uløste arbejdsopgaver er tårnhøj. Læs her, hvordan du undgår det.

Læs de gode råd - og kom godt i gang efter ferien. (Foto: Colourbox)Læs de gode råd - og kom godt i gang efter ferien. (Foto: Colourbox)

De andre på jobbet knokler løs, når du kommer ind ad døren efter ferien. Men du kan risikere at løbe ind i stress, hvis du hopper med på vognen, siger stressekspert Jon Kjær Nielsen fra Projekt Arbejdsglæde.

Han giver her gode råd til at komme i gang efter ferien.

Begynd med de lette opgaver
Start ud med de lettere opgaver, og gem de mere komplicerede til der er gået et par dage, så du kommer stille og roligt i gang, råder Jon Kjær Nielsen.

- Du skal starte blødt ud. Du kommer fra ikke at lave noget, og det kan tage tid at omstille sig. Giv det nogle dage, råder Jon Kjær Nielsen til.

Skru ned for ambitionerne
Men måske forventer chefen, at du kommer med ny energi og kan give den ekstra gas fra første dag. Men det er vigtigt ikke at forvente for meget af sig selv og også dæmpe chefens forventninger til de første par dage.

- Ambitionsniveauet behøver ikke at være 100 procent fra første dag. Du bliver jo alligevel aldrig færdig. Der kommer bare nogle nye opgaver bagefter. Bare fordi folk ser travle ud, tror de, de laver mere. Det gør de ikke, mener stress-eksperten.

Undgå overarbejde
Derfor skal man også passe på med at tage overarbejdstimer lige fra dag ét, med mindre man føler det er strengt nødvendigt, siger han.

- Beslut dig for, hvad der er godt for dig selv, hvis du vil undgå stress. Du skal kun arbejde over, hvis du mener, det kan gøre noget godt for dig senere, siger Jon Kjær Nielsen.

Tal med dine kollegaer
Men det nok vigtigste er at holde fast i det menneskelige, så det ikke bliver ligegyldigt samlebåndsarbejde, man går i gang med.

- Snak lidt om din og chefens ferie. Signaler, at du er glad for at være tilbage, og arbejd så i et roligt tempo, med den ro du gerne skulle have med fra ferien. Snak også med kollegerne om deres og din ferie. Det giver en god start, siger Jon Kjær Nielsen.