Sådan klarer du ferieforsinkelser
Flyet er fløjet, og du står tilbage i lufthavnen uden mulighed for at nå hjem til morgendagens arbejdsdag. Få gode råd til, hvordan du bedst håndterer ferieforsinkelser.
Hvis du ser denne del af flyet, når du ankommer til lufthavnen og skal hjem fra ferien, er det med at finde den blide stemme frem, når du ringer til chefen. (Foto: Colourbox) I forhold til arbejdsreglerne gælder der ingen kære mor. Uanset om forsinkelsen skyldes askesky, generalstrejke i landet eller konkursramt flyselskab. Din arbejdsgiver har ret til at trække dig i løn fra første sekund, du ikke møder på arbejde.
Men imødekommenhed, fleksibilitet og arbejdsiver kan være svaret på dine problemer. For det bedste en arbejdsgiver ved er en løsningsorienteret medarbejder.
- Ring med det samme til din chef og fortæl, hvad der er sket. Læg alle kortene på bordet. Fortæl derefter, hvor tidligt du overhovedet kan komme hjem, lyder rådet fra Jeannette Hahnemann, juridisk konsulent i HK.
Vær fleksibel og imødekommen
Samtidig skal du være konkret fra første sekund. For ét er at bede om forladelse, et andet er at tilbyde hjælp.
- Tænk på, hvad du vil kunne lave for din arbejdsgiver, mens du er væk. Har du en computer med på ferien, kan du måske udføre nogle opgaver for firmaet, mens du venter på næste fly, foreslår hun.
Er du heldig, vil din chef værdsætte din imødekommenhed og tjenesteiver i så stor en grad, at han vil tilbyde dig at bruge feriedage på forsinkelsen i stedet for at blive trukket i løn.
- Men hvis du virkelig gør det godt og viser, at fejlen er på din side, og at du er villig til at gøre alt for at komme hjem og for at yde noget til gengæld, vil flere arbejdsgivere måske endda helt se stort på dit fravær, fortæller Jeanette Hahnemann.
5 gode råd, hvis du bliver forsinket
Jeanette Hahnemann giver her fem gode råd til, hvad du kan gøre, hvis du bliver forsinket og ikke kan nå på arbejde.
- Ring og fortæl, at du er forsinket med det samme. Vær ærlig og undersøg samtidig alle andre muligheder for at komme hurtigt hjem, så du kan fortælle din chef, hvordan udsigterne er.
- Spørg chefen, hvad du eventuelt kan gøre af arbejde til gengæld for at undgå at blive trukket i løn.
- De fleste chefer vil være villige til at trække dig i feriedage i stedet for at trække dig i løn, hvis du ønsker det.
- Tilbyd at arbejde en smule over hver dag, når du kommer hjem, for på den måde at indhente det tabte.
- Husk at planlægge din feriehjemkomst, så du kan tåle at blive forsinket uden at misse den første arbejdsdag.