Vær kreativ med dine feriefotos
T-shirts, krus, tapet og digitale fotoalbums. Der er ingen grænser for, hvad feriens digitale fotomotiver kan bruges til. Deltag også i Fagbladets sommerfoto-konkurrence.
Vi knipser løs med det digitale kamera, når vi tager på ferie. (Foto: Colourbox) Så skal vi allesammen på sommerferie og tage nogle millioner digitalbilleder.
Det er sjovt at tage billeder. Men det er lidt synd, at de ofte ender deres liv på harddisken, i et par mails og i sølle kvalitet på Facebook.
For der er så mange sjove måder at give billeder et længere liv.
Først og fremmeste bør man skaffe sig et ordentligt fotoalbum i form af Googles Picasa. Det kan næsten ikke blive lettere at gemme sine bedste billeder til eftertiden, venner og familie. Picasa gør det let at styre hvem der må se billederne og programmet er også ganske fermt til at forbedre billedkvalitet og tilføje effekter til billederne.
De effektglade skal dog stadig omkring gratis fotoredigeringsprogrammer som The Gimp for at kunne kontrollere hvert et punkt på billedet.
Er man mere til at lave sjov med billeder – tilføje hjerter eller lave store næser – er der også en utrolig masse tjenester på nettet. Alt er gratis og forholdsvis let at bruge.
Dine billeder har dog også ret til at leve uden for skærmenes rige.
Det klassiske valg er at få en stak 10*15 cm store papirstykker med ens billeder på. Jeg bestiller typisk 1.000 styks én gang om året og betaler 400 kroner for fornøjelsen. Men efterhånden som de halvfyldte fotokasser hober sig op, er jeg begyndt at se mere i retning af fotobøger. De koster lidt mere og tager noget tid at designe. Til gengæld er de en pæn måde at forevige en ferie eller noget dagligliv på.
Papiret er dog ikke billedernes eneste vej væk fra skærmene. Man kan også få dem på magiske krus, køleskabsmagneter, t-shirts og undertøj. Det koster faktisk ikke alverden at plastre sit dagligliv til med billedbestrøede genstande.
Fotohandlerne er dog, over en bred kam, ikke så gode til bannere, klistermærker og bilmagneter. Der skal man over til print-butikkerne, der kan levere varerne i mange flere størrelser og former. Man kan således dekorere sin bærbares låg med et klistermærke, der fylder det hele. Eller lave billeder om til bagrudestreamers til bilen.
Priserne på produkterne er ikke voldsomme, men det kræver desværre end god del flid og gå-på-mod at uploade billederne i de helt rette formater.
5 gode steder
1. Picasa. Online-fotoalbums alle kan finde ud af. Den bedste måde at holde orden i billederne på. Picasa har ikke så mnage redigeringsmuligheder som The Gimp. Men det behøver man sjældent. Softwaresiden har flere programmer til billedredigering.
2. Picnik. Fotoredigering på alle computere. Ingen download eller installation. Fotoflexer kan cirka det samme. Og så er der en hoben tjenester, der laver sjove billeder.
3. Foto.com. Græsselige forsøg på ekstrasalg, men ok priser på basisprodukterne. Der er en beretning om deres magiske krus på Laptopskins, klistermærker, krus og andet pjat.
4. Vistaprint. Bannere, klistermærker, t-shirts. Hele dynen. Men en trættende hjemmeside. Der er en beretning om deres klistermærker på Laptopskins, klistermærker, krus og andet pjat.
5. Photowall. Hvorfor ikke fylde hele væggen med dit eget foto?