Psykisk syge bliver mere syge af sagsbehandling
Folk med OCD, depression eller angst bliver mere syge af ringe kommunal sagsbehandling. Det viser en ny undersøgelse fra fællesorganisationen ODA.
Psykisk syge skal have ro til at komme sig. Pres kan føre til hjerneskader, vurderer arbejdspsykolog. (Foto: Søren Zeuth) Kommunale sagsbehandlere ved ikke nok om psykiske lidelser. Derfor udviser de ikke nok forståelse for de syges problemer, og det gør dem mere syge. Det viser en ny undersøgelse fra fællesorganisationen ODA. Her svarer 58 procent af organisationens medlemmer, at de bliver mere syge af mødet med kommunen.
- Det er et stort problem, at det kommunale system ikke er gearet til at møde de psykisk syge. I værste fald betyder det, at borgeren tabes på gulvet og ender på førtidspension, udtaler formand for ODA, Lise Hogervorst.
Hjerneskader og førtidspension
Stress i form af pres fra kommunerne kan føre til hjerneskader og kronisk depression.
I værste fald bliver de psykisk syge så dårlige, at de helt mister tilknytningen til arbejdsmarkedet og ender på førtidspension, vurderer arbejdspsykolog Anton Eg Andersen.
- Psykisk syge med for eksempel depression har brug for fred og ro til at komme sig. Men systemet presser på for at få dem tilbage på arbejdsmarkedet. Det pres har den modsatte effekt og gør dem mere syge, siger han.
Forfejlet beskæftigelsespolitik
Ifølge Lise Hogevorst vil langt de fleste af ODAs medlemmer gerne tilbage på arbejdsmarkedet.
- Det er et helt uforståeligt spild af ressourcer, at kommunerne ikke er bedre til at hjælpe folk tilbage.
Næstformand i 3F Johnny Skovengaard mener, at de kommunale sagsbehandlere skal uddannes bedre til at hjælpe borgere med psykiske lidelser. Han mener dog også at problemet skal findes i regeringens beskæftigelsespolitik.
- Man er nødt til at behandle de syge efter hvilke behov, de har. Det nytter ikke, at man bare presser på. Meningen er jo at få dem på ret køl, ikke at presse dem helt ud af arbejdsmarkedet.