Jette fik afslag på pension efter sjusk hos kommunen
Jette Jensen har fået ødelagt ryggen og begge skuldrer af at arbejde. Trods kroniske smerter har hun netop fået andet afslag på førtidspension.
Jette Jensen har altid klaret sig selv. Nu er hun syg og har brug for hjælp, men kommunen afviser pension. (Foto: Søren Zeuth) Jette Jensen har forsørget sig selv, siden hun var 16 år, og det har sat sine spor i hendes nu 57-årige krop. Som ufaglært hjemmehjælper fik hun ødelagt ryggen. Begge skuldre blev smadret af jobbet som montrice på en fabrik. Desuden lider hun af fibromyalgi og knogleforandringer. Til tider er smerterne så slemme, at hendes mand må klæde hende på.
Seneste arbejdsprøvning viser, at hun højst kan arbejde fem timer om ugen og flere speciallæger fastslår, at hun ikke vil få det bedre.
Alligevel har Hillerød Kommune givet Jette Jensen andet afslag på førtidspension.
- Jeg har gjort alt, hvad jeg kan. Hvad mere skal der til?
Fejl i afgørelsen
Hillerød Kommune begrunder blandt andet afslaget med, at Jette Jensen ikke har været arbejdsprøvet siden 2007. Men det er en fejl, for hun blev også prøvet i 2009.
Desuden mener kommunen ikke, at alle behandlingsmuligheder er udtømte. Dette til trods for, at neuropsykolog Palle Møller Pedersen skriver, at han ”har vanskeligt ved at se, at der findes former for arbejde, som hun kan klare (…) Der synes ikke at være noget håb om bedring af hendes tilstand.” Samme konklusion drager kommunens egen lægekonsulent.
Desuden har kommunen misforstået neuropsykologens test af Jette Jensens hjernefunktion som en test af hendes motoriske evner. Alligevel er denne test en tungtvejende del af afgørelsen.
Forsørges af nedslidt mand
For to år siden stoppede kommunen sygedagpengene. Derfor må Jette Jensens 60-årige mand forsørge hende. Han er tagdækker, og som sin hustru er han nedslidt efter et langt arbejdsliv. Egentligt ville han gerne gå på efterløn, men det er der ikke råd til.
- Jeg er bange for, at han ikke holder, til han når pensionsalderen.
Jette Jensen selv kan ikke gå på efterløn, fordi hun ikke står til rådighed på arbejdsmarkedet. Regeringens løfter om senior førtidspension, giver hun ikke meget for.
- Der er ikke nogen hjælp at hente.
På grund af ferie, har det ikke været muligt at få en udtalelse fra Hillerød Kommune.