Dansk pres løste G4-konflikt i Nepal

Dansk Funktionærforbund og 3F lagde pres på Group4 Securicor for at løse faglig konflikt i Nepal.

Pres fra blandt andre DFF og 3F var med til at sikre aftale med G4S, fortæller Buddhi Archarya, international sekretær i GEFONT.Pres fra blandt andre DFF og 3F var med til at sikre aftale med G4S, fortæller Buddhi Archarya, international sekretær i GEFONT.

Sikkerhedsselskabet Group4 Securicor har modtaget megen kritik for sit forhold til fagforeninger i ulande.

Nu har pres fra Dansk Funktionærforbund og 3F været med til at løse en faglig konflikt med G4S i Nepal. Selskabet nægtede sidste år at anerkende en fagforening for dets vagter under den faglige landsorganisation, GEFONT, og situationen spidsede hurtigt til.

Klage over ambassade

- Fagforeningens formand og sekretær blev fyret. Derfor gik vi ind i sagen i september 2006. Vi fortalte koncernen, at opførslen var uacceptabel og henvendte os også til Udenrigsministeriet, fordi den danske ambassade i Nepal benytter G4S-vagter. Vi finder os ikke i, at staten hyrer vagter under de forhold, fortæller John Dybart, formand for Dansk Funktionærforbund.

Han inddrog desuden den internationale faglige organisation for servicearbejdere, UNI, i sagen. Kontakten med GEFONT, var foregået gennem 3F, der samarbejder med forbundet i et udviklingsprojekt i Nepal. Fagforeningen for sikkerhedsvagter i G4S havde fungeret flere måneder under jorden af frygt for repressalier, før den blev kendt.

Brød loven

GEFONT anklagede desuden G4S for at betale løn under mindstesatsen og bryde arbejdsmarkedslovene på flere områder. Forbundet krævede, at forholdene blev ændret, og at de fyrede blev genansat.

Selskabet afviste i første omgang kravene, men efter måneders vedvarende pres, valgte G4S at anerkende fagforbundet i begyndelsen af 2007 og indgå en aftale med GEFONT.

- Der er nu organiseret 3.200 vagter i G4S, de fyrede er blevet genansat, og alle krav er blevet opfyldt. Det danske og internationale pres spillede en stor rolle, for at det kunne lykkes, siger Buddhi Acharya, international sekretær i GEFONT.

G4S: Fejl fra fagforeningens side

G4S har et andet syn på konflikten:

- I Nepal må en fagforening vise, at 25 procent af de ansatte er medlemmer af fagforeningen for at blive officielt anerkendt. Listen over medlemmer fra GEFONT indeholdt 265 ansatte, der ikke længere arbejdede for G4S og yderligere 107, der aldrig havde været ansat, siger direktør Kevin Smith fra G4S' hovedkvarter i London.

Ifølge G4S var fyringssagen et resultat af, at en G4S-ansat ikke havde passet sit arbejde, men i stedet havde arbejdet for fagforeningen.

Kevin Smith er dog enig i, at parterne nu har en aftale, med det forbehold, at den er til gennemsyn hos deres jurister.

- I det store hele er vores forhold til de lokale faglige ledere i Nepal meget konstruktivt, siger Kevin Smith og understreger, at G4S overholder landets arbejdsmarkedslove.

G4S har 4.700 ansatte i Nepal.