Enighed om mentoruddannelse på AMU
Kursusmodel til mentorer for kortuddannede er klar, og både 3F og arbejdsgiverne håber nu på velvilje fra Undervisningsministeriet.
3F ønsker, at uddannelsen skal kunne tages på AMU-skolerne, og det synspunkt støttes af arbejdsgiverne, fremgik det i går af en mentor-konference i arbejdsgiver- og erhvervsorganisationen HTS. (Arkivfoto: Joachim Rode) Stadig flere arbejdspladser kan se fordelene i at have mentorer - kolleger som hjælper med at sluse nyansatte ind i deres nye job.
Derfor er der ifølge uddannelseskonsulent Susanne Wind, 3F, et stort behov for en officiel mentoruddannelse, og det er vigtigt, at parterne på arbejdsmarkedet bliver enige om mål og indhold for en mentoruddannelse, så den kan få det blå stempel af Undervisningsministeriet.
Blandt andre 3F ønsker, at uddannelsen skal kunne tages på AMU-skolerne, og det synspunkt støttes af arbejdsgiverne, fremgik det i går af en mentor-konference i arbejdsgiver- og erhvervsorganisationen HTS.
På det private kursusmarked findes der forskellige kursustilbud, hvor man kan uddanne sig som coach og mentor, men mål og indhold varierer kraftigt, og det er dyrt. Fordelen ved en AMU-løsning er, at deltagerne vil kunne få VEU-godtgørelse (godtgørelse til efter- og videreuddannelse), påpeger Susanne Wind.
Seksdages model
Modellen til mentoruddannelsen for kortuddannede på arbejdsmarkedet er klar. Et seksdages forløb fordelt over tre gange to dage, som er blevet til i Projekt Mentoruddannelse, der er støttet af EU's Socialfond.
Foreløbig har Erhvervsakademiet Nordsjælland kørt fire "pilot-hold" igennem uddannelsen, og blandt andet leder af rengøringsområdet i Halsnæs Kommune, Margit Rasmussen, var på konferencen fuld af lovord. Fem sikkerhedsrepræsentanter i kommunen er blevet uddannet som mentorer og godt i gang med at sætte både unge, handicappede, folk med anden etnisk baggrund og nye kolleger i støttede stillinger ind i deres nye job.
Også det private rengøringsområde er begyndt at tage mentor-idéen til sig, fortalte service- og kvalitetschef Dennis Schluz fra MJS Service i Roskilde. Og fem Scandic-hoteller i Københavnsområdet arbejder ligeledes på mere systematisk at bruge mentorer, der er uddannede i blandt andet kulturforståelse, som er meget vigtigt både ved indslusning på arbejdspladsen og fastholdelse af nye medarbejdere.
- Vi håber meget, at Undervisningsministeriet, der skal give grønt lys for en AMU-løsning, vil se velvilligt på sagen, siger Susanne Wind.