Forsiden NyhederKjeld bekymrer sig om sine elever- Det handler om tryghed - at de ved, at der er nogen, der bekymrer sig om dem.Sådan siger Kjeld Rostgaard, der er faglærer i Transport og Logistik på Teknisk Skole i Hvidovre, hvor man har fået ekstra penge til en mentorordning, det vil sige særlig voksenkontakt til udsatte unge.Kjeld Rostgaard er mentor for de elever, der har brug særlig hjælp. For tiden har han taget 20-årige Julius Ogimin under sine vinger. De snakker sammen flere gange hver uge om, hvordan det går med Julis Ogimins uddannelse til lastbilchauffør. Og så taler Kjeld Rostgaard jævnligt med elevens undervisere, så de kan vurdere, om han skal have tilbud om mere undervisning. Men Kjeld Rostgaard har også fokus på, om der er problemer med vennerne og familien.- Det handler om at skabe et tillidsforhold og få lavet nogle aftaler i starten, så der kommer en fortrolighed mellem mig og eleven, siger Kjeld Rostgaard. Mentorordningen på TEC er kun et halvt år gammel. På den tid har TEC reduceret deres frafald, så det nu kun er hver femte i stedet for hver tredje elev, der går ud. De fleste af de elever, der får en mentor tilknyttet, er unge med en anden etnisk baggrund.- Vi vil gerne have, at de føler sig ligeværdige med de andre elever, siger Kjeld Rostgaard. Julius Ogimin er snart færdig med grundforløbet - de første 30 uger. Han er glad for at have Kjeld at snakke med på skolen. - Vi snakker om min kommende læreplads og om, hvordan det går i skolen. Og når jeg har andre problemer, så hjælper han mig med det, siger Julis Ogimin.