Mentorer har brug for hjælp

Projekt fra 12 arbejdspladser viser, at mentorer er en nyttig vej til at indsluse indvandrere med svage forudsætninger i job. Men vejen er bumpet - mentorer har brug for bedre opbakning.

Projekt fra 12 arbejdspladser viser, at mentorer er en nyttig vej til at indsluse indvandrere med svage forudsætninger i job. (Arkivfoto)Projekt fra 12 arbejdspladser viser, at mentorer er en nyttig vej til at indsluse indvandrere med svage forudsætninger i job. (Arkivfoto)

Tyrkisk-tyske Majid, den udviklingshæmmede Maja og Birte med det lave velværd ville næppe have været ansat på sygehusvaskeriet Midtvask uden mentorers eller "vejlederes" hjælp.

- Vi var som virksomhed klar til at påtage os et fælles, socialt ansvar. Men det kunne vi ikke have klaret uden at uddanne og anvende mentorer, fortæller vaskerichef, Pernille Lundvang.

Midtvask og 11 andre offentlige og private virksomheder har i løbet af 2007-08 gennemført et projekt, hvor der er gjort brug af mentorordninger.

Tillidsrepræsentanter eller andre "ressourcestærke" er blevet uddannet i at tage hånd om indvandrere, der længe har stået uden for arbejdsmarkedet, og sluse dem godt ind i deres job.

Ingen lette løsninger

- Vi har fået mange erfaringer og ny viden gennem projektet. Det har vist sig, at der er plads til forbedringer, og ikke overraskende viser det sig også, at der ikke er nogen lette løsninger, fortæller Gunda Sjøberg, leder af projektet, som er blevet til i samspil mellem 3F og Integrationsministeriet.

Mentorerne har taget hånd om både sociale, praktiske og private problemer hos de nyansatte. For ikke at tale om de sproglige udfordringer. For mange har vist sig at have store problemer ud over dét at være ny på arbejdsmarkedet.

Bør kigges over skulderen

- Nogle mentorer har følt, at de har måttet gå over grænsen for deres kompetencer, og hvad man skal kunne klare, uden at det går ud over arbejdet, fortæller Gunda Sjøberg.

- Der er tilfredsstillende for mentorerne, når et forløb går godt, men det er også frustrerende, når det ikke lykkes. Så projektet har vist, at mentorer bør have meget bedre muligheder for selv at få hjælpe og supervision. Nogen skal kigge dem over skulderen - virksomheden eller kommunen - for ellers er der fare for, at der pålægges dem for stor en byrde i forhold til hvad der er rimeligt, siger hun.