3F: Finanslov skaffer ikke flere i arbejde
Regeringen mangler ambitioner og idéer, der kan øge udbuddet af arbejdskraft. Besparelserne på de supplerende dagpenge duer ikke, advarer 3F.
- Regeringens økonomiske politik har efterhånden antaget en helt surrealistisk drejning, siger Poul Erik Christensen om regeringens finanslovsudspil.
Jeg håber meget, at vores tillidsfolk i afdelingerne forstår at lære af hinanden og af de positive erfaringer, der er flere steder, siger 3F’s forbundsformand, Poul Erik Skov Christensen. (Arkivfoto.) Regeringens forslag til finanslov bærer præg af mangel på prioritering - eller måske rettere af den forkerte prioritering. Den allerstørste trussel mod dansk økonomi er regeringens slingrekurs, advarer 3F's forbundsformand Poul Erik Skov Christensen.
- Regeringens økonomiske politik har efterhånden antaget en helt surrealistisk drejning. Vismænd og økonomer anbefaler alle, at der strammes op, men finansministeren er klogere og poster milliarder ud til helt unødvendige skattelettelser, siger 3F's forbundsformand.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har beregnet, at regeringens forslag om at fastholde de ældre på arbejdsmarkedet koster 800 millioner kroner til de ældre, der alligevel ville være blevet i beskæftigelse.
- Det er jo penge lige ud af vinduet. Tænk, at regeringen hellere vil satse 800 millioner kroner på de mennesker, der alligevel vil blive på arbejdsmarkedet end på de mennesker, der skal have sikret gode kundskaber og opkvalificering.
- Jeg savner en klar prioritering, og jeg savner forslag, der for alvor kan øge arbejdsudbuddet. På det felt mangler regeringen ambitioner og idéer, siger Poul Erik Skov Christensen.
Men det billede kan finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) ikke genkende. Til dagens pressemøde i Finansministeriet fastholdt han, at det er den dårligere internationale økonomi og manglen på arbejdskraft, der sætter foden på bremsen.
- Vi bliver nødt til at få flere på arbejdsmarkedet, så vi må revidere dagpengene for at få flere ind på arbejdsmarkedet hurtigere, sagde Lars Løkke Rasmussen til pressemødet.
Dagpengeindgreb rammer hårdt
Regeringen har sparet milliarder på det store fald i arbejdsløsheden. Alene i 2008 forventer Finansminister Lars Løkke Rasmussen, at den gode beskæftigelsessituation sparer staten for 4,1 milliarder. Alligevel er det ikke nok. Et forslag om at begrænse adgangen til supplerende dagpenge vil give yderligere 700 millioner kroner i statskassen, når forslaget er fuldt indfaset.
- Det er en dårlig idé og mere end tvivlsomt, om det overhovedet vil have nogen positiv beskæftigelsesmæssig effekt. Derimod vil det ramme rigtigt mange lønmodtagere på deres levebrød, hvad der er fuldstændig urimeligt, fordi det er arbejdsgiverne, der opretter deltidsstillingerne. Det er altså vore medlemmer, der skal rammes på dagpengene for, at regeringens løfter om skattelettelser kan indfries.
- I 3F vil over 10.000 medlemmer hvert år blive ramt af indgrebet i de supplerende dagpenge. I en situation, hvor beskæftigelsesministeren rejser rundt og roser det fleksible danske arbejdsmarked, så er da helt ude i hampen at begrænse et vigtigt element i denne fleksibilitet, siger Poul Erik Skov Christensen, der forudser, at arbejdsgiverne får den regning ved de næste overenskomstforhandlinger.