Hjort: Seniorpraksis har høj prioritet
Ledere i kommunerne med personaleansvar modtager i disse dage en pjece fra Beskæftigelsesministeriet med inspiration til at tænke i seniorpraksis og indgå senioraftaler. Målet er både at fastholde seniorerne længere og at tiltrække nye medarbejdere. Seniorinitiativer er én vej, kommunerne kan følge for at undgå den truende personalemangel.
I pjecen deler en række kommunale arbejdspladser ud af deres gode erfaringer med enkle tiltag, der har været med til at fastholde seniormedarbejdere lidt længere. Pjecen giver også gode råd til, hvordan kommunerne i samarbejde med medarbejderne kan indgå senioraftaler.
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) siger, at seniorpraksis fortsat står højt på den politiske dagsorden.
Vi fastholder fokus på, hvordan vi ved at fastholde seniorerne lidt længere på arbejdsmarkedet kan være med til at afhjælpe manglen på arbejdskraft. Resultaterne er ikke udeblevet. Mange kommuner gør allerede en stor indsats, men vi skal have alle med. Udfordringen bliver ikke mindre, når 200.000 offentligt ansatte går på pension de næste 10 år,” siger beskæftigelsesministeren
Han håber, at pjecen vil inspirere lederne i kommunerne til nye initiativer for at holde på seniorerne et par år ekstra.
”Ofte skal der meget lidt til. Og de færreste seniormedarbejdere ønsker særbehandling. En personalepolitik og -praksis, der tager højde for medarbejdernes behov uanset alder, er det allerbedste redskab til at fastholde og tiltrække dygtige medarbejdere,” siger Claus Hjort Frederiksen.
Pjecen indgår i Beskæftigelsesministeriets informations- og holdningskampagne ”Et par år ekstra gør en forskel.” Kampagnen lægger op til, at virksomheder, seniorer og organisationer tænker i seniorpraksis og senioraftaler som alternativ til efterløn og tidlig pension.
Pjecen kan også downloades fra www.seniorpraksis.dk