Kommuner bryder sygedagpengeloven straffrit

Det har ingen konsekvenser for kommunerne, når de ikke foretager de lovpligtige opfølgninger på langvarige sygedagpengesager. De syge får ikke noget ud af at klage.

Det har ingen konsekvenser for kommunerne, når de ikke foretager de lovpligtige opfølgninger på langvarige sygedagpengesager.Det har ingen konsekvenser for kommunerne, når de ikke foretager de lovpligtige opfølgninger på langvarige sygedagpengesager.

Kommunerne kan frit undlade at foretage de lovpligtige opfølgninger på langvarige sygedagpengesager. Det har nemlig ingen konsekvenser, når kommunerne bryder loven. Taberne er de langtidssyge, der risikerer at få frataget deres sygedagpenge, fordi kommunerne ikke får afklaret deres sager inden for de 52 uger, sygedagpengene normalt udbetales.

Peter Bach, socialrådgiver i 3F Vejle, er dagligt i kontakt med frustrerede medlemmer, der har fået frataget deres sygedagpenge, uden at deres sag er blevet afklaret. Den eneste mulighed, de langtidssyge har, er at klage til Beskæftigelsesankenævnet, og det kommer der sjældent noget ud af.

- Vi kører mange sager i Beskæftigelsesankenævnet for medlemmer, der har fået frataget deres sygedagpenge. Ofte får vi medhold i, at der er fejl og mangler i sagsbehandlingen, men alligevel fastholdes fratagelsen af sygedagpengene, og kommunerne går fuldstændig fri, siger Peter Bach.

Ingen sanktionsmuligheder

Beskæftigelsesankenævnets afgørelse er ofte en ”hjemvisning”, der betyder, at kommunen skal behandle sagen igen, men i øvrigt ikke er forpligtet til at udbetale sygedagpenge i mellemtiden.

- Vi har som hovedregel ikke mulighed for at pålægge kommunerne, at de skal genoptage udbetalingen af sygedagpenge, mens en hjemvist sag genbehandles af kommunen, selvom vi kan se, at der er sket fejl i sagsbehandlingen, siger Anette Bjerre Mortensen, specialkonsulent i Beskæftigelsesankenævnet i Region Midtjylland.

Og det er ikke kun i forbindelse med uretsmæssig fratagelse af sygedagpengene, at kommunerne går fri. Det samme gælder, når de smøler med papirarbejdet i klagesagen.

- Vi har ikke nogen som helst sanktionsmuligheder over for kommunerne, hvis de for eksempel er for lang tid om at indsende en genbehandlet sag til os. Så kan vi blot konstatere, at de har overskredet tidsgrænsen, siger Anette Bjerre Mortensen og tilføjer, at omkring en tredjedel af sagerne bliver indsendt for sent af kommunerne.

Ændring kræver lovindgreb

Selvom det reelt er kommunerne, der har ansvaret for den mangelfulde sagsbehandling, kræver det en ændring i lovgivningen, hvis de skal kunne holdes op på deres ansvar.

- Vi følger den linje, ankestyrelsen har pålagt os at følge. Hvis det skal ændres, kræver det et lovgivningsmæssigt indgreb, siger Anette Bjerre Mortensen.
Jane Korczak, næstformand i 3F, stiller sig undrende over for, at kommunernes dårlige behandling af de langtidssyge ikke har konsekvenser.

- Det går altså ud over nogle mennesker, som må se magtesløse til, når de helt uden skyld skubbes ud af systemet. Det er jo et brud på retssikkerheden, siger hun.