Langtidssyge ramt af kommuners lovbrud

Mange langtidssyge oplever, at de bliver frataget deres sygedagpenge, fordi kommunerne ikke foretager de lovpligtige opfølgninger på sygedagpengesager.

De nyeste tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at 5.438 personer mistede retten til dagpenge på grund af varighedsbegrænsningen fra juni 2006 til juni 2007 (Foto: Joachim Rode.)De nyeste tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at 5.438 personer mistede retten til dagpenge på grund af varighedsbegrænsningen fra juni 2006 til juni 2007 (Foto: Joachim Rode.)

Langtidssyge bliver tabt på gulvet, fordi landets kommuner slet ikke er dygtige nok til at følge op på sagerne. Dermed bliver flere tusinde hvert år tabt for et arbejdsmarked, der mangler ledige hænder.

Som langtidssyg kan man kun få sygedagpenge i 52 uger, medmindre der er tale om helt særlige omstændigheder. På den tid skulle der gerne være sket en afklaring i ens sag, så man enten kan komme tilbage på arbejdsmarkedet eller få tilkendt en anden form for offentlig ydelse.

Ifølge loven skal kommunerne jævnligt følge op på alle sager om sygedagpenge, men dette sker langt fra altid.

- Det er et kæmpe problem, at kommunerne ikke foretager de lovpligtige opfølgninger i sygedagpengesager. Det går ud over rigtig mange af vores medlemmer på sygedagpenge, fordi de falder for varighedsgrænsen på 52 uger, uden at deres sager er blevet afsluttet, siger Jane Korczak, 3F’s næstformand.

Stigende problem

De nyeste tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at 5.438 personer mistede retten til dagpenge på grund af varighedsbegrænsningen fra juni 2006 til juni 2007. Det er 800 flere end året før. Men meget tyder på, at det tal i dag er langt større, og at hovedårsagen til stigningen er, at kommunerne ikke får afklaret sagerne i tide. Hos Dansk Socialrådgiverforening er problemet velkendt.

- Jeg kan absolut bekræfte, at det er sådan, virkeligheden ser ud mange steder, siger Søren Andersen, regionsformand i Dansk Socialrådgiverforening.

Han peger på to væsentlige årsager til problemet.

- Socialrådgiverne har så meget at lave, at de simpelthen ikke kan nå at følge op på sagerne inden for den tidsramme, som loven kræver. Samtidig afgøres mange sager ud fra vurderinger fra hospitaler og speciallæger, og de vurderinger er ofte meget længe om at blive foretaget, siger Søren Andersen, der vurderer, at problemet opstod i forbindelse med kommunalreformen, der trådte i kraft i januar sidste år.

3F vil tage sagen op

I 3F’s afdelinger rundt omkring i Danmark vækker situationen vrede.

- Vi er ved at samle sagerne, så vi kan dokumentere over for kommunerne, at det her er et kæmpe problem, der går ud over uskyldige mennesker, siger Peter Bach, der er sagsbehandler i 3F Vejle.

Han mener ikke, at situationen er holdbar i længden.

- Nu skal der gøres noget ved det her, for det kan ikke blive ved. Jeg har sammen med flere andre lokale 3F-afdelinger taget initiativ til at få 3F’s ledelse til at tage sagen op politisk, for det er galt i stort set alle kommuner, siger han.