Medlemmer: 3F skal sørge for bedre integration
Nydanske 3F´ere: Uanset etnisk baggrund mener 3F´s medlemmer ifølge en ny undersøgelse, at forbundet aktivt skal bidrage til at hjælpe integrationen på vej.
Langt de fleste 3F-medlemmer går ind for, at 3F skal hjælpe integrationen på vej. 80 procent af de etnisk danske medlemmer og 74 procent af nydanskerne mener, at forbundet skal spille en aktiv rolle for at skabe arbejdspladser, hvor der er plads til alle og ingen bliver diskrimineret. Fem procent af medlemmerne er uenige.
Det viser en undersøgelse som Catinét Research har lavet for Fagbladet 3F.
Resultat glæder 3F´s næstformand Jane Korczak.
- Det er meget positivt, at medlemmerne bakker op om, at fagforeningen spiller en rolle for integrationen. Og det giver tryghed i arbejdet, at opbakningen er så stor, siger hun.
Har ikke gjort så meget
Undersøgelsen viser samtidig, at 38 procent af medlemmerne ikke ved, om 3F i dag gør en tilfredsstillende indsats på området. Det overrasker ikke Jane Korczak.
- Jeg kan godt forstå, at folk ikke ved, hvad vi gør, for vi har ikke gjort så meget på det her område indtil nu. De gamle forbund SiD og KAD, gjorde noget, men i 3F har det indtil videre været meget op til de enkelte afdelinger, forklarer hun.
3F vil fremover have mere fokus på integrationen.
- Det vil være rigtig vigtigt. Vi har op mod 40.000 nydanske medlemmer, så det er i høj grad noget, der vedrører vores medlemmer, siger Jane Korczak.
- Tillidsrepræsentanterne er nøglepersoner, så vi skal blandt andet sætte ind med tilbud om efteruddannelse og mere systematisk opfølgning på det her område, siger hun.
Se resultaterne af undersøgelsen her.
Se resultaterne af undersøgelsen her.Se grafik med svar fra undersøgelsen om 3F og integration.
Se grafik med svar fra undersøgelsen om 3F og integration.