Indvandrere undervurderer sig selv
Halvdelen af indvandrerne føler sig ikke kvalificerede til det danske arbejdsmarked, viser ny undersøgelse fra Rockwool Fonden. 3F mener, at de undervurderer sig selv.
Halvdelen af indvandrerne fra ikke-vestlige lande vurderer, at de ikke er kvalificerede til et job på det organiserede danske arbejdsmarked. Det viser en foreløbig undersøgelse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed.
Ifølge forskningschef Torben Tranæs har man spurgt indvandrere, der var i beskæftigelse, om hvilken løn de fik. Mens indvandrere uden for arbejdsmarkedet og ledige blev spurgt om, hvad de forventede at få i løn.
I undersøgelsen indgik 3.200 personer i aldersgruppen 15-66 år fra ikke-vestlige lande.
- Det er en stikprøve på en stor gruppe og fortæller om folks egen vurdering. Vores erfaring fra tidligere undersøgelser viser, at folk er ret gode til at gætte. Typisk gætter de lidt over det, de rent faktisk ender med at få, men så stiger de i løn året efter, siger han.
Torben Tranæs fortæller, at indvandrere føler, at de ikke er kvalificeret til en typisk løn på det ufaglærte organiserede arbejdsmarked.
Undervurderer sig selv
Poul Hansen, der er leder af 3F's Arbejdsmarkedspolitiske sekretariat, mener, at der kan være mange årsager til, at indvandrerne svarer, som de gør og siger:
- Jeg tror, at indvandrerne undervurderer sig selv. De regner med, at de skal have bedre kvalifikationer end danskerne for at kunne klare sig på arbejdsmarkedet. Og det kan skyldes en selvoplevet vurdering.
Ifølge Poul Hansen er forudsætningen for at ændre på indvandrernes opfattelse, at de oplever, at deres kvalifikationer er på lige fod med danskernes. Det kan ske ved at give indvandrerne en chance for at få en fod ind på det danske arbejdsmarked.
- De skal have oplevelsen af, at de vokser med en opgave og må ikke holdes nede i bunden af jobhierarkiet, siger han.
Han mener, at mange indvandrere sammenligner sig selv med deres fæller, som ikke har et job. Og mener, at de ofte har en følelse af at blive holdt nede i samfundet.
- Så er der al mulig grund til at tro, at de mister selvtillid og får opfattelsen af, at de ikke er kvalificerede, siger han.